Lakridser i nye former

Lakridser i nye former

Den bornholmske succesiværksætter, Johan Bülow relancerer sin gourmetslik med nyt navn og mere bæredygtig emballage

Af Lisbeth Petersen

Fornavnet er droppet i det nye design, som nu skal fortsætte med at lære hele verden at spise lakrids under navnet Lakrids by Bülow.

Og med helt ny emballage slår virksomheden to fluer med samme smæk: den får rystet konkurrenternes efterligninger af sig, og opgraderer samtidig hele linjen på miljøsiden.

Lakrids by Bülow har startet et samarbejde med organisationen Plastic Change, og brugt over et år på at udvikle de nye designs.

De nye lakridsdåser er fremstillet i buede former af 100 procent genbrugsplast, etiketterne trykt på FSC certificeret papir, og det metal, der tidligere var en del af forseglingen, er helt fjernet.

Selve låget er fremstillet af ny plast, men i Lakrids by Bülow, arbejder de fortsat på at finde en mere bæredygtig løsning til det også.

Gaveæskerne er fremstillet af 70 procent genbrugskarton, og på sin hjemmeside opfordrer virksomheden sine kunder til at kassere emballagen på en miljøvenlig, ansvarlig måde ved at skille plast og karton, og lægge delene i de rette affaldsbeholdere.

Det er knap 12 år siden, Johan Bülow begyndte sit lakridseventyr i Svaneke på Bornholm. I dag bliver produkterne solgt i bl.a. USA, Sydafrika og Mellemøsten.

28/1 2019