Plus Pack går nye veje i designudvikling

Plus Pack går nye veje i designudvikling

- Hvorfor har vi dog ikke altid gjort sådan, tænker Camilla Haustrup Hermansen fra PlusPack. Et projektforløb på Designskolen i Kolding har inspireret virksomheden til bl.a. tidlig dialog med – og feedback fra – slutbrugerne af emballagen

Af Lisbeth Petersen

Når de første eksemplarer af en platte i miljøvenlig plast i disse dage ruller ud fra produktionen hos Plus Pack, er der ikke alene tale om en helt ny emballage. Udviklingsprocessen, som er gået forud for lanceringen, er lige så ny og en selvfølgelig fortsættelse af inspirationen fra designklyngen Design2Innovate's projekt ’Bæredygtig fremgang’, som Odensevirksomheden inden da havde deltaget i på Designskolen i Kolding.

Det nye handler først og fremmest om at få flere indsigter i – og involvering af – brugerne på alle niveauer og sikre anvendelsen af bæredygtige materialer. Og så handler det også om at turde slippe usikkerheden og tvivlen om at fremstå som uprofessionel og i stedet bare kaste sig ud i at afprøve ideerne, inden de har taget form.

Plus Pack havde sidste år ideen om at udvikle en ny bakke i miljøvenlig plast med syv til ni rum til praktisk og præsentabel anretning af tapas og snacks og eksempelvis oste, sushi, chokolade, skåret frugt og grønt.

- Vi ser på tværs af Europa en trend med ’social eating’, hvor man sammen med venner og familie nyder tapas eller andre småretter, og vores markedsanalyser viste, at der også var efterspørgsel på et nyt sortiment af emballage inden for den kategori, fortæller Camilla Haustrup Hermansen.

Hun er fjerde generation i Haustrupfamilien, som ejer Plus Pack, og ansvarlig for forretningsudvikling og marketing. Og hun har deltaget i flere af de workshopforløb, Designskolen arrangerer for virksomheder.

Karton og klisterbånd
Sammen med marketingafdelingen og et nyt team, der arbejder med produktudvikling i virksomheden, tog Camilla Haustrup Hermansen på et workshop i Kolding, der satte gang i en arbejdsproces, hvor meget var anderledes end det plejede.

- Normalt ville vores afsæt for et nyt produkt være en idé, som vi så ville få lavet tegninger af, for så at få udfærdiget en 3D prototype eller en mindre testproduktion, som vi kunne vise kunderne. Her satte vi os i stedet med saks, karton og klisterbånd og fik hurtigt fremstillet nogle helt simple modeller, som vi både kunne se og røre ved. Disse tidlige ideer og modeller vendte vi først internt i huset, og bagefter tog vi dem med ud og præsenterede dem for kunder i markedet. Dét har vi aldrig gjort før på så tidligt et stadie i udviklingsprocessen, fortæller Camilla Haustrup Hermansen og uddyber:

- I dette tilfælde er der tale om et produkt, vi selv har haft ideen til. Derfor er kundegruppen primært distributører og detailhandlen. Men vi ville helt ud til slutbrugerne og have deres besyv med. Derfor fik vi bl.a. en slagterforretning og et italiensk madhus, som sælger delikatesser og tapas, til at teste de første prototyper og give os grundig feedback på både design og funktionalitet. Tilbagemeldingerne var meget vigtige i processen. De handlede blandt andet om, at vinklerne på skillevæggene mellem rummene skulle justeres, og de anbefalede også, at vi tilpassede bunden, så maden ville fremstå endnu flottere.

Alt det kunne vi justere løbende, og for at få så mange indsigter med i udviklingsprocessen som muligt gav vi også et helt selskab færdigpakkede tapasplatter med hjem til en hyggelig fredag aften, hvor de kunne sidde hjemme og spise direkte fra platten og bagefter melde tilbage til os, hvordan den fungerede i social sammenhæng.

Udvikling gennem observation
Der er især én bemærkning, der går igen, når Camilla Haustrup Hermansen fortæller om processen:

- Jeg kan jo ikke lade være med at tænke: hvorfor har vi dog ikke altid gjort sådan… For det er jo i virkeligheden så enkelt og logisk, at vi skal involvere slutbrugerne langt tidligere, når vi udvikler produkter.

Vi kan hyre de bedste designere i verden, men den indsigt vi får, når vi fx observerer forbrugerne, mens de åbner et låg og griber om et håndtag, er dét, der skal geare os til en fortsat løbende udvikling og til at skabe værdi for alle vores kunder.

Når vi før har brugt mange dage eller en uge på at få fremstillet en prototype i ’det rigtige’ materiale, er det jo nok fordi, vi har været usikre på, om vi ville fremstå uprofessionelle, hvis vi mødte frem med sådan en simpel, ufærdig papmodel sat sammen med tape. Men vi oplevede, at det slet ikke var et problem. Tværtimod oplevede vores kunder og slutbrugere, at de blev inspirerede af at blive inddraget tidligere i designprocessen, og ved - både at kunne røre og se en model under udvikling – at være med til at dokumentere de behov, der skal opfyldes med en god emballage. Jeg er meget begejstret over det potentiale, der ligger i sådan en involverende udviklingsproces, siger Camilla Haustrup Hermansen.

Den nyudviklede Selection platte bliver fremstillet af det miljøvenlige plastmateriale PP-kridt, som reducerer CO2 belastningen med 40 procent sammenlignet med de plastmaterialer, der typisk anvendes i industrien. Nyheden præsenteres på fagmesser i Frankrig og Holland i løbet af foråret.

 
Om Plus Pack
Familievirksomhed grundlagt i 1963 i Odense. I dag én af Europas førende emballageproducenter med egen salgsrepræsentation i 8 lande og produktion i Odense, Danmark og Genk i Belgien.

Designer, udvikler, fremstiller, markedsfører og sælger emballageløsninger til fødevarer i plast og aluminium.

Beskæftiger ca. 210 ansatte.

 

6/4 2017
  • Pap- og papiraftalerne er på plads

    Pap- og papiraftalerne er på plads

    emballage ›Vana har indgået aftaler om genanvendelse på alle emballageaffaldsfraktioner og på transport af emballageaffaldet. Dermed er Vana helt klar til at håndtere producentansvaret for emballage for medlemsvirksomhederne
  • Genbrugs-K-opper i Düsseldorf

    Genbrugs-K-opper i Düsseldorf

    emballage ›Messe Düsseldorf debuterer med genanvendelige og genbrugelige kopper, fremstillet af ReOil, kemisk genanvendt råmateriale fra OMV, på K 2025-messen
  • Arla investerer næsten en halv milliard kroner i Holstebro

    Arla investerer næsten en halv milliard kroner i Holstebro

    emballage ›Arla-mejeriet i Holstebro skal udvides med godt 6.500 kvadratmeter, to nye produktionslinjer og 50 nye fuldtidsmedarbejdere. I alt løber investeringen op i godt 440 millioner kroner
  • Coop relancerer sine kaffebrands

    Coop relancerer sine kaffebrands

    emballage ›Cirkel- og Irma-kaffe samt Coop- og Änglamark-kaffe relanceres alle med ny og forbedret kvalitet i et nyt design
  • Cocio i ny indpakning

    Cocio i ny indpakning

    emballage ›Fodboldtrøjen er for længst driblet ud af stadion og ind i gadebilledet som et stilsikkert symbol på både nostalgi, attitude og livsstil. Nu slår Cocio og hummel pjalterne sammen i et samarbejde, der byder på noget til både ganen og garderoben 
  • Tecsys’ Eliteplatform effektiviserer laboratorielogistikken

    Tecsys’ Eliteplatform effektiviserer laboratorielogistikken

    emballage ›Tecsys’ cloudbaserede lagerstyringssystem, Elite, bliver rullet ud i diagnostikvirksomheden Roches internationale laboratorienetværk i mere end 50 lande. Systemet sikrer effektiv og sikker varehåndtering af in vitro-diagnostik-produkter
  • Miljøgraduerede bidrag – hvad, hvorfor og hvad nu?

    Miljøgraduerede bidrag – hvad, hvorfor og hvad nu?

    emballage ›I efteråret træder det udvidede producentansvar, EPR, i kraft. I den anledning flytter ansvaret, økonomisk såvel som i praksis fra kommunerne til virksomheder, der sætter emballage på markedet i Danmark. Jo mere genanvendelige eller genbrugelige emballagematerialerne er jo lavere bliver taksten. Teknologisk Institut har styr retningslinjerne og opsummerer dem i følgende tekst i sit nyhedsbrev nr. 2 2025 fra maj måned:
  • Sikker pakning i pap

    Sikker pakning i pap

    emballage ›Den italienske producent af højteknologiske tappe- og emballeringslinjer til blandt andet føde- og drikkevareindustrien, ACMI har fået hjælp af komponent-, system- og automatiseringsspecialisten, Pilz til at skabe sikre pakkelinjer til papemballage