Robotopkøb: MiR solgt for 1,7 milliarder kroner

Robotopkøb: MiR solgt for 1,7 milliarder kroner

Det danske roboteventyr, Mobile Industrial Robots, kommer på amerikanske hænder, når automatiseringsvirksomheden Teradyne indlemmer virksomheden i sin globale koncern, som i forvejen også tæller danske Universal Robots

Ejerne af Mobile Industrial Robots (MiR) i Odense styrker sine udviklingsmuskler og fremtidssikrer sin globale førerposition. Teradyne betaler op mod 1,7 milliarder kroner for virksomheden, og dermed får MiR en ny ejer, som allerede er kendt for at investere i dansk jobvækst, ambitiøs produktudvikling og solid eksport.

Det er kun tre år siden, MiR leverede sin første mobile robot. Den kører stadig rundt på en dansk fabrik. MiR-robotterne har for længst bevist deres værd, og tusinder kører nu rundt i den globale industri og automatiserer intern transport. MiR har skabt et helt nyt marked og leverede i 2017 robotter for 77,5 millioner kroner til industrien. 

 - Det er en stor dag for os: MiR og Teradyne er et perfekt match. Dette opkøb vil gavne både vores slutkunder, vores distributører og vores medarbejdere. Teradyne repræsenterer ingeniørkunst i verdensklasse, har en helstøbt global supportorganisation og en veldokumenteret evne til at skabe vækst.

Sammen kan vi fremtidssikre og videreudvikle MiR, så vi kan bibeholde vores unikke position på markedet. Der investeres generelt meget store beløb i produktudvikling inden for vores segment i disse år, siger CEO i Mobile Industrial Robots, Thomas Visti.

Global opbakning til ekspansion

 - MiR er klart den førende producent på sit felt både teknologisk og salgsmæssigt på markedet for selvkørende mobile robotter, og vi er derfor glade for at kunne gøre virksomheden til en del af Teradyne, siger Mark Jagiela, CEO i Teradyne.

Den nye børsnoterede ejer af MiR har eksisteret i mere end 58 år og er den førende leverandør af automatiseret testudstyr. I 2017 havde Teradyne, der har hovedkontor i Boston, USA, en omsætning på 12,87 milliarder kroner, og koncernen beskæftiger globalt ca. 4.500 medarbejdere.

 - Opkøbet af MiR er helt i tråd med vores strategi om at gøre den nye generation af brugervenlig robotteknologi til en integreret del af produktionen i mange forskellige industrier. MiR's selvkørende mobile robotter skaber en masse nye automationsmuligheder, fordi de ligesom Universal Robots' samarbejdende robotter er nemme at programmere, sikre og har en kort tilbagebetalingstid. Vi ser frem til at bruge vores globale tilstedeværelse til at bakke op om MiR´s heftige ekspansion på nye og eksisterende markeder, siger Mark Jagiela, CEO i Teradyne.

Uopdyrket automatiseringspotentiale
Teradyne køber sig adgang til et ganske uopdyrket marked i eksplosiv vækst. Megen af den interne transport og logistik i industrien er endnu ikke blevet automatiseret.

 - Der er et enormt pres på at optimere produktionen, og den interne transport er den sidste del af automatiseringen, som mangler. Der har vi ramt den rigtige timing med vores kollaborative, mobile robotter, siger Thomas Visti.

Brugerne af MiR's robotter tæller en lang række multinationale virksomheder, heriblandt Honeywell, Kamstrup, Airbus, Hitachi og Flex, hvor medarbejderne frigøres til mere komplekse og værdiskabende arbejdsopgaver.

Vækstraterne hos MiR vidner om et sultent marked:

Fra 2015-2016 femdoblede MiR sit robotsalg. Fra 2016-2017 blev omsætningen tredoblet til 77,5 millioner kroner, og her i 2018 budgetteres der med mindst en fordobling af omsætningen i forhold til sidste år. MiR forventer at øge sin samlede stab fra de nuværende 65 ansatte til cirka 120 i 2018 samtidig med, at hovedkontoret i Odense netop er blevet udvidet til det dobbelte.

Oplagte produktsynergier
Mobile Industrial Robots blev grundlagt i 2013 af den erfarne robotudvikler Niels Jul Jacobsen, der er en nøglefigur i selve opbygningen af Danmarks blomstrende internationalt anerkendte robotklynge.

 - Mit primære fokus er at få vores mobile robotter ud i hele verden. Med Teradyne som ejer får vi større muskler til at sikre MiR's fortsatte vækst på det globale marked. Teradyne er samtidig det helt rigtige valg for os, fordi vi ved, at de er meget reelle og vil bevare hovedkontoret her i Odense, ligesom de har gjort med Universal Robots. Der er også oplagte synergier mellem Universal Robots og MiR, som med en fælles ejer endnu bedre kan høstes. Vi har allerede kunder, som efterspørger en løsning med UR-robotarme monteret på en MiR-robot, fortæller Niels Jul Jacobsen.

Positiv kapitalspiral i den danske robotklynge
En stor del af kapitalen til at finansiere MiR's opstart og vækst kommer faktisk oprindeligt fra selvsamme Teradyne. Flere af de hidtidige ejere af MiR var nemlig også medejere af Universal Robots, indtil denne virksomhed blev opkøbt i 2015 af Teradyne for 1,9 milliarder kroner + bonusser. Det fortæller Esben Østergaard, en af stifterne af Universal Robots, som har stillet risikovillig kapital til rådighed for MiR:

 - Teradynes opkøb af MiR bekræfter, at MiR har skabt en imponerende vækst og en høj værdi på ganske få år. Samtidig har vi allerede med Universal Robots set, at arbejdspladserne bliver her i landet, og at pengene fra opkøb bliver brugt til reinvestering i nye, potentielle succeser i den blomstrende danske robotklynge. Med andre ord behøver vi altså ikke nødvendigvis at frygte salg til udenlandske ejere. Exits skaber blot grobund for nye lovende iværksættere, der udvikler førsteklasses robotteknologi og masser af nye danske job og øget eksport. Og jeg forventer, at vi kommer til at se endnu flere danske robotsucceser som MiR, forudser Esben Østergaard.

Da Teradyne opkøbte Universal Robots i maj 2015, var der 150 ansatte. I dag beskæftiger Universal Robots mere end 400 ansatte, heraf mere end 2/3 i hovedkontoret i Odense.

Ejerkredsen bag MiR, som nu har betroet deres andele til Teradyne, er følgende: Thomas Visti, Niels Jul Jacobsen, Esben Østergaard, Søren Michael Juul Jørgensen og Torben Frigaard Rasmussen. Disse investorer har sammenlagt investeret små 20 millioner kroner i at opbygge og accelerere MiR's vækst.

Ejerne af MiR modtager her og nu lidt under en milliard kroner fra Teradyne, og herudover udløses yderligere op mod 700 millioner kroner i bonus i 2020, forudsat at MiR når de fastsatte årlige omsætningsmål i perioden 2018-2020.

-lipe

 

25/4 2018
  • Føtex afprøver robot-medarbejdere

    Føtex afprøver robot-medarbejdere

    maskiner ›Oprydning, opfyldning af varer på hylderne og tjek af datomærkninger er nogle af de opgaver, en række humaniode HIVE-robotter skal udføre i flere af kædens supermarkeder de kommende år
  • Rost pakkemaskine præsenteret i Danmark

    Rost pakkemaskine præsenteret i Danmark

    maskiner ›SEALPAC F6 tilhører en serie nydesignede termoformere, som inden for branchen betegnes som banebrydende. På Nemco Packaging Day blev den demonstreret på dansk jord
  • AI-baserede pakkeprocesser på interpack

    AI-baserede pakkeprocesser på interpack

    maskiner ›Producenten HAVER & BOECKER demonstrerer fremtidens digitale værktøjer til emballering og logistikløsninger - bl.a. til bulkmaterialer
  • Et lille kraftværk på 310 gram

    Et lille kraftværk på 310 gram

    maskiner ›NPT A/S præsenterer Honeywells nye topmodel CT70, som har Wi-Fi 7, Bluetooth 6, 5G-option og ekstra lang levetid
  • AI-værktøj registrer alt på pixelniveau

    AI-værktøj registrer alt på pixelniveau

    maskiner ›SICK lancerer AI Blob Finder, der rykker ved grænserne for automatisering og præcision i detektion
  • Ny svensk osteproduktion i Götene

    Ny svensk osteproduktion i Götene

    maskiner ›Arla investerer 300 millioner euro i ny osteproduktion på mejeriet i Götene, Sverige. Projektet vil udvide kapaciteten betragteligt og skabe nye arbejdspladser og bidrager samtidig til en øget forsyningssikkerhed
  • 285 talenter klar til årets DM i Skills

    285 talenter klar til årets DM i Skills

    maskiner ›Unge mennesker fra 48 forskellige fag - fra grafiske teknikere til procesoperatører - stiller op til årets Danmarksmesterskab for unge faglærte til april
  • DIRA åbner for kandidater til Teknologiprisen 2026

    DIRA åbner for kandidater til Teknologiprisen 2026

    maskiner ›Frem til den 18. marts inviterer robotnetværket til indstillinger af produkter og teknologier der viser vejen for den danske robot- og automationsbranche