Ny speed-dating-messe for virksomheder, forskere og investorer

Ny speed-dating-messe for virksomheder, forskere og investorer

Med start til september vil Nordic Innovation Fair fremvise de seneste og mest lovende nordiske forskningsprojekter, som har kommercielt potentiale. Messen dækker hele naturvidenskabsområdet bl.a. life science, bæredygtighed, kunstig intelligens og robotter og støttes af Novo Nordisk Fonden og danske forskningsinstitutter

Med start til september vil Nordic Innovation Fair fremvise de seneste og mest lovende nordiske forskningsprojekter, som har kommercielt potentiale. Messen dækker hele naturvidenskabsområdet bl.a. life science, bæredygtighed, kunstig intelligens og robotter og støttes af Novo Nordisk Fonden og danske forskningsinstitutter

De nordiske universiteters videnskabelige artikler rangerer højt internationalt. Derfor er der også et stort potentiale i at omsætte forskningsbaserede opfindelser i de tidlige faser til produkter og serviceydelser, der kan komme samfundet til gavn. For at realisere potentialet sigter Nordic Innovation Fair efter at være stedet, hvor forskere, iværksættere, investorer og industri kan mødes.

-Med Nordic Innovation Fair skaber vi et samlet udstillingsvindue, der kan vise investorer fra ind- og udland, hvad de danske og øvrige nordiske forskningsmiljøer har at tilbyde. Udgangspunktet er universiteternes fremragende forskning og støttestruktur. Dette er en invitation til samarbejde og til at bruge formaliseret matchmaking til at accelerere de innovative idéer, siger Søren E. Frandsen, chef for Research & Innovation Organisation ved Syddansk Universitet (SDU) og medlem af InnoTech-gruppen, arbejdsgruppen for innovation og teknologioverførsel ved Danske Universiteter, som står bag Nordic Innovation Fair – en udvidelse af den succesrige Danish IP Fair.

Unik matchmaking
I dag er der kun et begrænset antal matchmaking-messer i Norden, der dækker både life science, bæredygtighed, kunstig intelligens, digitalisering, robotik og beslægtede områder. Dette er baggrunden for Nordic Innovation Fair, der vil give enestående muligheder ved at samle alle interessenter på tværs af innovations-økosystemet. Den brede geografiske og videnskabelige tilgang vil også tiltrække industrien og internationale investorer, der kan få et førstehåndsindtryk af den nyeste forskning og personerne bag den.

-I løbet af det seneste årti har vi her i Norden set et livligt iværksættermiljø vokse frem. Men det er tidskrævende for investorer at opsøge udviklingsmuligheder og projekter på tværs af lande og universiteter. Den koordinering, som Nordic Innovation Fair tilbyder, vil derfor give investorer adgang til en større koncentration af mulige projekter, og i sidste ende gøre det lettere for dem at investere i de rigtige, siger Walter Stockinger, Managing Partner hos Hadean Ventures, som bestyrer life science-fonde, der investerer i life science-virksomheder over hele Europa med særligt fokus på Norden.

Nordic Innovation Fair vil byde på debatter, keynote-taler, projektpræsentationer og dybdegående interviews, der belyser aktuelle innovationsområder. Resuméer af de forskellige forretningsmuligheder vil være tilgængelige forud for Nordic Innovation Fair, således at deltagerne har mulighed for at booke personlige møder og overvære i relevante præsentationer.

Projekter i deres tidlige faser
-Der eksisterer stadig en uligevægt imellem potentialet inden for nordisk bioteknologi og life science, og den tilgængelige kapital som skal indfri dette potentiale. Vi oplever, at internationale investorer har en stigende interesse for Norden. Det søger vi at imødekomme ved at præsentere de tidlige med stort potentiale. Vi forventer, at det vil føre til flere investeringer, når interessenterne mødes tidligt i forløbet med nemmere adgang til projekterne, siger Mikkel Skovborg, Senior Vice President, Innovation, Novo Nordisk Fonden, som støtter initiativet.

Målet er, at de nordiske universiteter frembringer et større antal licensaftaler og levedygtige spinout-virksomheder, at universitetsforskere oparbejder en mere professionel tilgang til kommerciel udvikling af forskningsresultater, og at Norden i stigende grad bliver brandet som et omdrejningspunkt for videnskabelig innovation.

-Forskningen inden for områder som life science, bæredygtighed og digitalisering er vigtig for samfundets håndtering af de udfordringer, det står over for. Derudover udgør denne forskning også en betydelig kommerciel mulighed for de nordiske lande. Vi er glade for at være vært for Nordic Innovation Fair i København og derved hjælpe både iværksættervirksomheder med at tiltrække finansiering og ekspertise og etablerede virksomheder med at finde innovative løsninger, siger Mette Fjord Sørensen, underdirektør for forskning og videregående uddannelser og for mangfoldighed, Dansk Industri (DI).

130 forretningsmuligheder
Nordic Innovation Fair bygger ovenpå den eksisterende Danish IP Fair, der i 2019 var vært for 350 deltagere og 80 forretningsmuligheder. Ambitionen er senest i 2023 at tiltrække flere end 500 deltagere og over 130 forretningsmuligheder fra forskningsinstitutioner i Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Danske universiteter og forskningshospitaler, Norges Teknisk-naturvitenskapelige Universitet (NTNU) og Chalmers tekniska högskola, Sverige, har allerede nu tilmeldt sig Nordic Innovation Fair 2021. Målet er, at alle større nordiske forskningsinstitutioner deltager. Nye deltagende institutioner vil løbende blive offentliggjort på Nordic Innovation Fairs hjemmeside i takt med, at de tilmelder sig.

Danske forskningsinstitutioner investerer 3,5 mio. kr. i Nordic Innovation Fair over en treårig periode fra 2021 til 2023. Novo Nordisk Fonden støtter initiativet med 9 mio. kr.

Fakta om Nordic Innovation Fair
Datoer: 20.–21. september 2021
Sted: Industriens Hus i det centrale København (Dansk Industris hovedsæde)
Online-alternativ: Hvis COVID-19-forsamlingsforbuddet stadig gælder til den tid, vil Nordic Innovation Fair blive afholdt online.

-lipe

1/3 2021