Hurtigere flaske- og dåseaflevering

Hurtigere flaske- og dåseaflevering

Når Smukfest i Skanderborg løber af stablen i denne uge, bliver det med et nyt tiltag, som skal gøre det lettere at holde campingområderne smukke. Dansk Retursystem tester nemlig løsningen Drop & Go, som gør det muligt at aflevere pant i store mængder hurtigt

Snart begynder Smukfest i Skanderborg – og det giver vanen tro en masse tomme flasker og dåser. En stor del af dem bliver drukket på campingområderne. Derfor har Dansk Retursystem i år valgt at teste festivalløsningen Drop & Go på campingområdet Sølund for at imødekomme festivalgæster, der skal aflevere mange tomme emballager på én gang – og gerne vil gøre det hurtigt.

- Drop & Go gør det muligt at aflevere flasker og dåser med pant i store mængder og meget hurtigere end normalt. Maskinen tæller 120 stykker emballage i minuttet – og du får en voucher med beløbet, som kan indløses i en af pantboderne med det samme, fortæller markedsdirektør i Dansk Retursystem, Marlene Fris.

Hun håber, festivalgæsterne vil benytte sig af Drop & Go, som er en af de mange løsninger Dansk Retursystem udvikler på for at gøre det nemmere og hurtigere at aflevere tomme emballager på. For jo flere tomme dåser og flasker, der bliver sendt retur og genanvendt – jo bedre for miljø og klima.

- Når vi genanvender dåser og flasker, sparer vi både energi, råstoffer og CO2 til gavn for klimaet. For eksempel sparer man 95 % energi ved at genanvende en dåse fremfor at lave en af nye råstoffer, siger Marlene Fris.

Fokus på bæredygtighed
Poul Martin Bonde, som er talsmand for Smukfest, er glad for tiltaget, som han håber, festivalgæsterne vil benytte sig af.

- Vi er altid på udkig efter nye tiltag som Drop & Go, som gør det nemmere for vores gæster at aflevere tomme flasker og dåser. Det er med til at sikre, at tomme emballager bliver indsamlet og genanvendt på bedst mulige måde, så festivalen af den vej bliver mere bæredygtig, siger Poul Martin Bonde.

-hawin

7/8 2018