Stort potentiale for genanvendelse af EPS
Selvom det er slut med EPS til engangsservice, har materialet stadig en fremtid som emballage, eksempelvis til hvidevarer. Det kan nemlig indsamles og genanvendes ret nemt. Det siger projektchef i EPS-branchen, Chresten Heide-Anderson
Af Hans Windeløv
For et lille års tid siden annoncerede hvidevareproducenten Electrolux Group, at de havde ændret deres emballage og gjort den mere bæredygtig end de emballageprodukter, man havde brugt indtil da.
For mindre køkkenredskaber betød det et skift til brug af emballage af genanvendeligt og certificeret papirbaseret materiale, brug af tryk i fire farver, som anvender 70 % mindre blæk end tidligere, samtidig med at EPS blev fjernet fra emballagen.
Ligeledes blev antallet af emballagevarianter reduceret i løsningerne.
I udviklingen af de nye løsninger gennemgik den nye emballage flere test, for at virksomheden kunne være helt sikker på, at den reducerede miljøpåvirkningen, sænkede CO2-udledningen, var cirkulær og endvidere levede op til kravene til beskyttelse af de emballerede produkter.
Når det handlede om de noget større hvidevarer forholdt sagen sig dog anderledes. Eletrolux Groups tests viste nemlig, at udskiftning af EPS med papirbaseret materiale i emballageløsningen faktisk øgede miljøpåvirkningen.
- Emballering af store apparater udelukkende med papirbaserede materialer kræver meget pap, og vi fandt ud af, at CO2-fodaftrykket og mængden af affald, der genereres, faktisk kan være højere end med EPS, forklarede Maria Chiara Frijia, Electrolux Groups ’Sustainable Materials Innovation’ ekspert.
Samtidig fandt man ud af, at løsninger baseret udelukkende på papir ikke beskyttede produkterne helt så godt, specielt i fugtige miljøer.
Derfor arbejder Electrolux Groups globale emballageteam nu i stedet på at integrere mere genanvendt indhold i emballagematerialerne uden at gå på kompromis med beskyttelsen af apparaterne.
Det omfatter brug af pap, EPS og polyethylenfilm med genanvendt indhold i løsningerne.
Norge i front med 80 % genanvendelse
Flere emballageproducenter har da også kastet sig over udviklingen af emballageløsninger, som udelukkende er papirbaserede.
Også til produkter, som traditionelt har været beskyttet af emballage, hvor EPS er blevet anvendt.
projektchef i brancheforeningen, Chresten Heide-Anderson.
Det er en udvikling som EPS-branchen i Danmark følger tæt, fortæller projektchef i brancheforeningen, Chresten Heide-Anderson.
Han kommer ind på, at man i brancheforeningen oplever, at emballageproducenter indimellem markedsfører nye papirbaserede produkter ved at sige, at EPS ikke er genanvendeligt, at det står for en stor del af forureningen i havet og på strandene, samtidig med at det bliver hævdet, at EPS er blevet forbudt flere steder.
Det er udsagn og opfattelser, han mener, bør korrigeres.
- Grundlæggende er der ikke noget galt i, at man udvikler og producerer nye papirbaserede emballagetyper.
- Problemet opstår, når vi oplever, at udsagnene om EPS’ egenskaber ikke holder stik.
- Eksempelvis har vi set eksempler på, at man fremhæver sine papirbaserede løsningers genanvendelige egenskaber på bekostning af EPS, så det fremstår som om, EPS ikke er genanvendeligt. Det er ikke rigtigt.
- EPS, ekspanderet polystyren, også kendt som Flamingo, er blandt de mest genanvendte plasttyper på globalt plan.
- Faktisk bliver EPS genanvendt ‘at scale’ og ‘in practice’ i mere end 38 lande på tværs af fire kontinenter, hvilket betyder, at det anses som genanvendt på globalt plan.
- EPS transportemballage er faktisk den næstmest genanvendte plastemballage globalt set, da mere end 4,2 mia. mennesker har adgang til ‘at scale’ genanvendelse, siger Chresten Heide-Andersen.
Han forklarer, at ‘at scale’ og ‘in practice’ er begreber, som blandt andet FN’s Miljøprogram UNEP benytter, når det handler om, hvorvidt plastprodukter har en tilstrækkelig grad af genanvendelse.
Begrebet kan omfatte lokal og global genanvendelse, og Chresten Heide-Anderson gør det klart, at flere offentlige rapporter viser, at EPS har været genanvendt ‘at scale’ og ‘in practice’ i mindst syv år.
Blandt andet fordi genanvendelsesgraden for EPS transportemballager ligger på knap 40 % og i nogle lande, eksempelvis Norge, overstiger 80 %.
- De steder, hvor der er udvidet producentansvar, kan vi se, at genanvendelsesgraden for EPS overstiger 80 %. Udfordringen er således ikke, om EPS kan genanvendes, men at nogle områder fravælger indsamling til genanvendelse, forklarer Chresten Heide-Anderson.
Flydere og synkere
Chresten Heide-Anderson mener endvidre, at historierne om at EPS i stor stil forurener i havet og på strandene overdriver og rammer ved siden af.
- Det er vigtigt, at der er øget bevågenhed for at beskytte miljøet. Problemet opstår, når rapporter bliver brugt til at generalisere problemstillingerne.
- Det er blandt andet tilfældet med rapporter, som dokumenterer, at EPS udgør op til 40 % af plastforureningen på de asiatiske kyster. Her er der tale om strandstudier, der udelukkende laver stykvis optælling af affald sammen med havforurening.
- Men det kan man ikke ifølge den seneste standard på området. Strandstudier medtager nemlig ikke plasten ude på havet eller den plast, som synker til bunds. Og 80 % af al plast synker til bunds.
- Studierne er ikke repræsentative. Derudover findes der studier, som viser, at EPS udgør under 0,5 % af havplasten, men over 3 % af den globale plastproduktion, siger Chresten Heide-Anderson.
Produkter bliver blandet sammen
Han mener endvidere, at debatten om EPS i naturen ofte rammer skævt, idet EPS-produkterne ofte bliver blandet sammen.
- Der er klart en risiko for, at engangsemballage af EPS ender på strandene, men der er ikke stor risiko for, at emballage til hårde hvidevarer havner der.
- Og det er netop også årsagen til, at det er ’single-use’ produkter, såsom is- og kaffebægre og bokse til hurtigmåltider, som er blevet forbudt i en lang række lande, herunder landene i EU, siger EPS-branchens projektchef.
Han håber, at forbuddene mod engangsemballage af EPS kan være med til at fjerne det som forureningskilde i naturen og kommer samtidig ind på, at der er et stort marked for genanvendelse af EPS.
- Materialet kan genanvendes mekanisk op til syv gange, uden at egenskaberne går tabt. Herefter skal materialet igennem en proces, hvor man ud over opvarmning af materialet tilsætter gasarten Pentan.
- Denne proces er dog stadig mere ressourcebesparende og bæredygtig end at fremstille det af jomfruelige materialer, siger Chresten Heide-Andersen.
Han forklarer, at EPS efter den mekaniske genanvendelse kan genanvendes kemisk f.eks. ved at nedbryde det til monomeren, og så lave nye EPS- råvarer.
- Dermed kan det reelt genanvendes i det uendelige, siger han.
En sammenpresset succes
Der er da også et stort marked for genanvendelse af EPS. Indsamlet og sammenpresset bliver det solgt. Og der er faktisk god økonomi i genanvendelsen, forklarer projektchefen.
- EPS-branchen har været med til at få flere kommuner i Danmark med på indsamlingen af materialet.
- Det er jo ret ligetil, hvad der skal ske, når man har købt et køleskab og skal af med EPS’en. Borgerne har i hvert fald ikke svært ved at ramme EPS-containeren på genbrugsstationerne. Det tager flere og flere kommuner til sig.
- I byerne har containerordninger i boligselskaber også gjort sorteringen enkel.
- Dermed er der både god økonomi og ressourcebesparelser ved genanvendelsen af EPS, samtidig med at man opnår optimal beskyttelse af produkter.
- Og det er jo netop den strategi, Electrolux har taget til sig, siger Chresten Heide-Andersen.