Partnerskab skal spare  800 tons CO2-udledning fra sin europæiske forsyningskæde årligt

Partnerskab skal spare 800 tons CO2-udledning fra sin europæiske forsyningskæde årligt

Emballage og etiketvirksomheden Avery Dennison Labels and Packaging Materials (LPM) har netop annonceret et partnerskab med Tosca, som er en global leverandør af genanvendelige plastemballager og -palleløsninger til forsyningskæden.

Af Lisbeth Petersen 

Partnerskabet betyder, at Avery Dennison LPM sigter mod at skifte en væsentlig del af sin produktdistribution på tværs af kontinentet til plastpaller med et mål om at spare over 800 tons CO2-udledninger fra sin europæiske forsyningskæde årligt.

Plastpaller har mange fordele. Da de er mere holdbare end deres modstykker i træ, kan de genbruges oftere og er mindre tilbøjelige til at gå i stykker, hvilket kan hjælpe med at reducere risikoen for skader og spild i forsyningskæden.

Tosca vurderer selv, at deres plastpaller kan bruges mere end 100 gange, og når de er udtjent, bliver de genbrugt.

Samarbejdet med Tosca vil dække distribution af materialer fra Avery Dennison fabrikker og distributionscentre på tværs af EU samt Storbritannien, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

Fuld servicemodel og årligt certifikat
Plastløsningerne vil gradvist bliver indfaset i løbet af det næste år, og aftalen giver Avery Dennisons netværk af partnere mulighed for også at deltage i programmet på gunstige vilkår for at dække den videre fragt af færdige materialer til brands og andre slutbrugere.

Tosca driver en såkaldt 'pooling-model' hvor virksomheden leverer rene tomme paller fra sine servicecentre i hele Europa til Avery Dennison-lokationer. Der er tale om fuld service af paller, der er inspiceret og vasket efter hver rotation.

Ved udgangen af hvert år vil Avery Dennison og virksomhedens kunder, der deltager i programmet, modtage et certifikat for den reducerede CO2-udledning. Tosca forventer, at Avery Dennison alene kan spare 819 tons CO2 årligt ved at udskifte alle sine træpaller i euromål med plastikpaller.

Puljeprogrammet har været afprøvet i næsten et år for forsendelser fra Avery Dennison distributionscenter i Dublin til kunder i Irland.

Tosca driver 30 vaskeanlæg og ni globale kontorer på tværs af Nordamerika og Europa 

 

17/11 2022