Regeringen afviser forslag om nye afgifter på plast

Regeringen afviser forslag om nye afgifter på plast

I en række svar til Christian Rabjerg Madsen (S) har miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen blandt andet afvist at støtte et forslag fra Socialdemokratiet om at genindføre afgiften på PVC, phthalater og PVC-folier.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Afgiften blev fjernet i forbindelse med aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om afgiftssanering.
Han afviser ligeledes Socialdemokratiets forslag om at indføre en ressourceafgift på flaskevand af plastik:

- Jeg er enig i, at vi skal begrænse vores forbrug af plastik. Jeg er ikke enig i, at vejen dertil er at udvælge enkelte produkter og pålægge dem særlige afgifter. For det første risikerer en afgift på vand at give incitament til køb af mindre sunde alternativer, som eksempelvis sodavand, svarer ministeren blandt andet.

Velfungerende system
For det andet peger han på, at der i Danmark findes et velfungerende pant- og retursystem, hvor plastikflasker effektivt indsamles og genanvendes til nye flasker:

- Jeg mener således ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre en afgift særligt målrettet et sundt produkt, som sælges i emballage, der effektivt recirkuleres, lyder beskeden fra Jakob Ellemann-Jensen.
Socialdemokratiet ønsker også producentansvar på plastikemballager, og her er regeringen er enig i, at et ’veltilrettelagt producentansvarssystem’ kan skabe incitamenter til at gennemtænke produktdesign og affaldsbehandling og dermed sikre bedre
genanvendelse.

Incitamenter
- I forbindelse med implementeringen af EU’s krav om producentansvar på emballage arbejder regeringen således på at skabe en hensigtsmæssig incitamentsstruktur. I den forbindelse har jeg noteret mig, at branchen arbejder med dogmer for produktdesign. Jeg følger disse gode initiativer tæt, og de vil indgå i arbejdet med udvikling af det nye producentansvar for emballage, slutter miljøminister Jakob Ellemann-Jensen.

9/10 2018