Nyt forum skal sikre mere genbrugsvenlig emballage af plast

Nyt forum skal sikre mere genbrugsvenlig emballage af plast

Plastindustrien samler alle relevante aktører - fra NGO’er til producenter - i ’Forum for cirkulær plastemballage’

Emballage af plastik er svær at komme udenom. Den beskytter indholdet, forlænger holdbarheden og minimerer madspild.

Men der er alt for lidt genbrug af emballagen, mener Plastindustrien.

Derfor har organisationen taget initativ til 'Forum for cirkulær plastemballage', som de kommende to år skal skabe konkrete løsninger på, hvordan man kan fastholde en lang større del af plastemballagen i en cirkulær økonomi.  

 - Vi genererer anslået 323.000 tons plastaffald i Danmark om året. Heraf er emballage den klart største andel med 216.000 tons. Kan vi finde de rigtige løsninger her, er derfor et stort potentiale. Både for miljø og klima - men også forretningsmæssigt for vores virksomheder.
Det kræver, at vi bliver langt bedre til at designe til genanvendelse og til at tale sammen i hele værdikæden omkring emballage. Det skal forummet sikre, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk.

Forummet bliver sammensat af repræsentanter fra hele værdikæden i emballageproduktion. Det vil sige emballageproducenter, detailhandelen, fødevareproducenter, leverandører af materialer, industrielle designere, genanvendelsesvirksomheder m.fl.

Coop Danmark, Aarstiderne og emballageproducenten Plus Pack er blandt deltagerne.

Derudover vil der være repræsentanter fra NGO'er som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, politikere - bl.a. den radikale Ida Auken, og forskere og meningsdannere som Selina Juul, som har stiftet forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. 

- På den måde er vi helt sikre på, at status quo bliver udfordret.  The Ellen MacArthur Foundation er også involveret og meget opsatte på at kunne bruge resultaterne i deres videre arbejder, fortæller Christina Busk.

Deltagerne bliver delt op i en beslutningstagergruppe og fire seperate arbejdsgrupper, som i forløbet vil arbejdet med forskellige temaer. 

Eksempler på temaer kunne være: design til genanvendelse, design, der minimerer madspild, bioplast og indsamlings- og tilbagetagningsordninger.

Det nye forum tager fat på sit arbejde efter sommerferien.

-lipe

 

 

 

27/6 2017