Industrigiganter går over til genbrugsplast

Industrigiganter går over til genbrugsplast

To af de største vaskemiddelproducenter, Neutral og Biotex, sætter nu et helt nyt bæredygtighedsinitiativ i gang i kampen mod plastikspild og skifter til genanvendelig emballage. Deres Co2-neutrale fabrik i Odense bliver desuden Danmarks første produktion, der kun arbejder med genbrugsplast

En ny undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov, foretaget på vegne af Biotex og Neutral, viser, at 81 procent af danskerne mener, at ikke-genanvendeligt plast er et problem for en bæredygtig fremtid, ligesom 31 procent af danskerne svarer, at de i høj eller meget høj grad er optaget af plastproblematikken, mens 37 procent svarer, at de i nogen grad er optaget af plastproblematikken.

Det er en af årsagerne til, at Biotex og Neutral, har ændret deres produktion på fabrikken i Odense.

I fremtiden bliver mærkernes flydende vaskemiddel fyldt på såkaldte PCR-flasker, altså flasker der er lavet af 97 procent genbrugt plast, på den i forvejen Co2-neutrale fabrik.


 
- Vi skal naturligvis være med til at vise vejen for at reducere affaldsplast. Faktisk synes jeg, at både virksomheder og især forbrugerne har steppet gevaldigt op de seneste år, og som FMCG-brands har vi også et ansvar for at blive ved med at udvikle stærkere bæredygtige løsninger, da det netop er på disse produkter, som alle danskere har i hænderne jævnligt, at vi kan gøre en stor forskel, siger Lasse Hartvig, Brand Manager for Biotex Danmark.
 
Forbrugerne mangler sorteringsmuligheder
Hos Unilever, der er selskabet bag Biotex og Neutral, er man i gang med at omstille til en mere miljøvenlig produktion med særligt fokus på minimering af affaldsplast på en række brands. Men man kan godt blive nervøs for, om de mange initiativer faktisk vil have en effekt. Det cirkulære system omkring genanvendelse af plast er nemlig ikke fuldt ud etableret endnu, da forbrugerne mangler gode sorteringsmuligheder og der derfor er mangel på genbrugsplast i Danmark.
 
- Hverken virksomheder eller forbrugere kan stå alene om at løse plastproblemet. Udfordringen bunder I, at det på kommunalt niveau er svært at håndtere sorteringsmuligheder og tilbagetagning af plast til genanvendelse. Lige nu går det for langsomt med at finde de gode løsninger, og derfor går Unilever nu også aktivt ind ved at undersøge, hvordan man bygger bro mellem forbrugernes ønsker og vaner, og den offentlige håndtering af plast. Vi kunne godt læne os tilbage og sige, at vi har gjort vores del som producent, men hvis vores initiativer skal have en effekt, skal cirklen sluttes. Det bør i virkeligheden væres alles fælles mål, siger Bjarne Steen Jensen, Administrerende direktør hos Unilever Danmark.


 
Den nye undersøgelse viser da også, at danskerne mener, at det er kommunerne, der har det største ansvar for at gøre noget ved plastproblematikken i form af bedre genanvendelsessystemer. 32 procent mener, at kommunerne bærer det største ansvar, men forbrugerne går ikke fri. 31 procent mener nemlig, at forbrugerne bærer det største ansvar for at gøre noget ved plastproblematikken ved at blive bedre til at sortere. 
 
Fakta
Fyldende vaskemiddel fra Biotex og Neutral tappes nu på PCR-flasker (genbrugsplast) på den Co2-neutrale fabrik i Odense.  
De nye flasker fra Biotex og Neutral består af 97 procent genbrugsplast og er 100 procent genanvendelige.
Både Biotex og Neutral har også ændret på formularen af deres flydende vask. Det betyder, at den er mere koncerteret og
dermed kommer i mindre flasker, som indeholder lige så mange vaske som tideligere. På den måde kan man pakke flere flasker per transport, og derved minimere Co2-udledning ved distribution.

-lipe

2/5 2019