Brother lancerer bærbar printer specielt til iPhone- og iPad-brugere

Brother lancerer bærbar printer specielt til iPhone- og iPad-brugere

PocketJet PJ-763MFi er det seneste skud på stammen i Brothers succesrige familie af mobile printere til f.eks. sælgere, konsulenter, servicefolk og redningstjenester

Brother-nyheden bygger på Direct Termo princippet, hvor man slipper helt for blæk. Til gengæld er PJ-763 MFi specielt udviklet til de mange, som arbejder med Apple telefoner og tablets.

Apple sidder solidt på den danske trone, og de mange iPhone og iPad-brugere får nu en ekstra lille fordel fra Brother – nemlig en bærbar printer, specielt udviklet til Apples smartphones og tablets.

Brothers nye PJ-763MFi er det nyeste medlem af Brothers succesrige og efterhånden store familie af mobile termo-printere.

De er karakteriseret ved at anvende en speciel Direct Termo teknologi til udskrivning. Den gør det muligt at bygge meget kompakte og lette printere, som klarer sig helt uden blæk, toner eller farvebånd. I stedet bruges termisk papir, som man udskriver på i sort/hvid.

Mange forskellige anvendelser

De typiske brugere af Brothers PocketJets er professionelle mennesker på farten, som har brug for udskrifter dér, hvor de befinder sig.

Det kan f.eks. være rapporter, fakturaer, kvitteringer, tilbud, kontrakter, følgesedler, journaler eller kopier af vigtige dokumenter.

Man ser derfor ofte bærbare Brother printere i selskab med servicefolk, repræsentanter, revisorer, transportfolk, sælgere og ansatte i beredskabstjenester.

Brother PocketJets kan nemlig fint bruges til at udskrive f.eks. bøder, indkaldelser, advarselspapirer eller patientjournaler.

Dertil kommer, at PocketJets er blevet et stort hit hos tatovører over hele Europa og i USA. De bruger Brothers specialpapir til at udskrive forlæg til motiver, som de kan tatovere direkte på kundernes hud efter.

 

Specielt til Apple-brugere

Brothers nyeste PocketJet model udnytter, at iPhones og iPads bliver mere og mere populære i erhvervslivet og den offentlige sektor.

Apple er de klart mest solgte smartphones og tablets på det danske marked – med et voksende behov for at få udskrevet dokumenter, man har liggende på mobilen.

Brother PJ-763MFi er specielt godkendt af Apple i forbindelse med ”Made For iPhone/iPad” programmet.

I praksis betyder det, at Brother-printeren via trådløst Bluetooth arbejder perfekt sammen med Apples tablets og smartphones – og kan parres hurtigt og nemt med dem.

PJ-763MFi er dog ikke udelukkende tiltænkt iPhone og iPad. Printeren kan også sagtens arbejde sammen med Android, Windows og Apple MacBooks via Bluetooth eller USB-kabel.

Robust og hurtig

Med mål på 255 x 55 x 30 mm fylder den nye Brother printer ikke meget mere end et stykke sammenrullet A4-papir.

En vægt på kun 480 gram (uden batteri) gør samtidig PJ-763MFi ideel at have med i tasken eller placeret i et køretøj. Overalt, hvor mobilitet er nøgleordet.

Brother PJ-763MFi udskriver A4-ark i sort/hvid. Hastigheden er maksimalt 8 sider i minuttet, og kvaliteten 300 dpi (punkter pr. tomme).

Man kan nemt og smertefrit downloade og udskrive skabelon-forlæg med f.eks. stregkoder, og man kan vælge mellem et stort udvalg af originalt Brother PocketJet ekstratilbehør.

Det omfatter bl.a. monteringssæt til bilen, opladere, opbevaringsbokse, 12 volt adaptere og et Li-ion batteri, der kan udskrive op til 600 A4-ark på en opladning.

-hawin

17/6 2016