Når varehåndteringen er ekstra cool

Når varehåndteringen er ekstra cool

Nyt conveyorsystem til miljøer med dybfrosttemperaturer giver håndteringen af frosne fødevarer et effektivt boost. Interroll lancerede løsningen på Anuga FoodTec 2018

Af Hans Windeløv

Fødevareforarbejdning samt transport, sortering og opbevaring af emballeret mad og drikke er kritiske processer inden for fødevareindustrien.

Interroll tilbyder en bred vifte af løsninger på området, og på Anuga FoodTec, som netop er blevet afholdt i 2018 i Köln,  havde virksomheden fokus på blandt andet den del af fødevaresektoren, som håndterer dybfrosne varer.

Zero pressure
Den nye ’Modular Conveyor Platform’ (MCP) til køle- og dybfrysemiljøer, med decentralt styret RollerDrive-drevteknologi, udvider anvendelsesområdet for Interrolls løsninger til intern transport.

- Logistikløsninger til dybfrostområder kan nu drage fordel af, at motorerne i rullerne benytter en ’zero pressure’ teknologi, som gør det muligt at anvende systemet i fryseområder med en temperatur på ned til minus 30 grader. I tidligere løsninger blev der nemt dannet rim og is på conveyorbanerne, når man installerede dem på frostlagre og lignende steder. Dermed risikerede man, at de gik i stå og ikke kunne transportere varerne. Det forhindrer ’zero pressure’ teknologien med rullemotorerne på 24 volt. Og dermed får man altså en gnidningsfri varehåndtering på lagre og i industrimiljøer med dybtfrosttemperaturer, siger marketingmanager hos Interroll, Hans-Peter Ott.   

Et bedre arbejdsmiljø
Ud over at conveyorsystemet skaber en effektiv intern transport, reducerer man også behovet for manuel arbejdskraft i de meget kolde miljøer, og det fører til et bedre og sikrere arbejdsmiljø. Systemet er anvendeligt på eksempelvis producenters, grossisters og logistikoperatørers fryselagre, hvor man skal optimere de interne tranportprocesser for de frosne fødevarer. Frem for at plukke varerne til pallerne og køre dem med gaffeltruck eller andet materiel til pakke- og forsendelsesområderne klarer conveyorbanerne transporten af varerne.

- Conveyorsystemet er fleksibelt og skalerbart, og konfigurationen sker med standard plug-and-play komponenter. Med transfermodulerne er det muligt at sortere varerne undervejs, hvilket også sparer tid og gør konsolidering af varerne ekstra nem, forklarer Hans-Peter Ott.

Klar til fremtidig vækst
Systemet giver alle virksomheder med behov for at håndtere varer i iskolde miljøer med dybfrosttemperaturer masser af fordele. Det er meget nemt at vedligeholde, er super fleksibelt og gearer virksomhederne til fremtidig vækst samtidig med, at brugerne drager fordel af lavt energiforbrug og de deraf følgende besparelser i driftsomkostningerne.

Løsningen er blevet testet i flere forskellige miljøer og under forskellige temperaturer. Her har det vist sig at være en løsning, der er perfekt, når det drejer sig om meget lave temperaturer.

14/5 2018