Lyras vinder international pris for innovation og disruption

Lyras vinder international pris for innovation og disruption

Lyras, hvis teknologi, raslysering, sparer markante mængder energi og vand i forhold til gammeldags pasteurisering, vinder prisen Food Tech Innovation Award 2023 – Most innovative FoodTech Startup i Bilbao, Spanien

Prisen Food Tech Innovation Award 2023, som danske Lyras vandt natten til Kr. Himmelfartsdag, gives til innovative startups i Foodtech-sektoren med størst mulig indflydelse på digitalisering, bæredygtighed og sundhed.

Prisens Innovation-kategori hædrer innovation og disruption hos fødevarevirksomheder, både nystartede og erfarne. Den uddeles i forbindelse med den internationale fødevaremesse Food 4 Future Bilbao World Food Summit i Spanien.

Prisbelønnet og populær
Raslysering inaktiverer effektivt bakterier og andre mikroorganismer i væsker og sparer samtidig både 60 til 90 procent af den energi og 60-80 procent af det vand, som pasteurisering kræver. Produktets smag og struktur bevares, da opvarmning undgås. Med raslysering kan fx et mejeri med et enkelt anlæg fra Lyras nedsætte sit energiforbrug og dermed CO2-udslip årligt med ca. 850 tons. Det svarer til 164 ture rundt om jorden i en almindelig familiebil.

Lyras’ mål er at implementere raslysering i fødevareproduktion over hele verden og dermed både bidrage til at reducere verdens samlede CO2-udledning og til at øge fødevaresikkerheden markant globalt. Virksomheden er hædret med adskillige priser, bl.a. titlen EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact og prisen Sustainable Food Processing 2022.

Den globale efterspørgsel på raslysering er stærkt stigende. Teknologien er solgt i USA, Tyskland, Australien, Spanien, Sverige og Danmark.

-lipe

22/5 2023