250.000 tons madspild grundlag for kampagnen Ta' madansvar sammen!

250.000 tons madspild grundlag for kampagnen Ta' madansvar sammen!

100 mio. kartofler, 80 mio. gulerødder og 5,8 mio. stykker rå kylling -toppet med mindst 11 mio. æg og godt 26 mio. madpakker. Det er nøjagtig sådan et madbjerg, der hvert år farer vild i køleskabet eller skoletasken på vej mod vores tallerkener,og havner direkte i skraldespanden. Nu opfordrer fødevaremyndighederne til at tage mere ansvar

Ovenstående tal kommer fra en ny undersøgelse af tænketanken ONE\THIRD, og Fødevarestyrelsen har derfor sammen med fødevareminister Rasmus Prehn nu skudt gang i en kampagne, der skal skabe øget fokus på madspild og hjælpe alle til at tage mere ansvar for maden, inden den ender i skraldespanden.

Kampagnen blev lanceret på den officielle, nationale 'undgå madspild'-dag torsdag, og skal ifølge fødevareministeren både skabe større fokus på vores enorme madspild og inspirere til gøre rester i dag til nye retter i morgen.

- Og minde os om at orientere os i køleskabet, inden vi griber indkøbsnettet. Det er bare nogle af de gode råd, som vi med en række konkrete tips nu skal hjælpe hinanden med at føre ud i livet. For her er troen alene altså ikke nok til at flytte madbjerget. Det kræver derimod, at vi alle tager madansvar sammen tilføjer fødevareminister Rasmus Prehn.

Tal svarer til at hver dansker smider 60 måltider i skraldespanden hvert år
Selvom vi i de senere år har haft stort fokus på hele madspildsdagsordenen, så taler de nyeste tal sit helt klare og tydelige sprog. Der er fortsat store udfordringer på området, der skal tages hånd om. For når godt 11 mio. æg om året – altså 30.000 æg hver eneste dag – finder vej til skraldeposen i stedet for morgenbordet, så er der fortsat lang vej igen. En af Tænketanken ONE\THIRDs vigtige opgaver er at få udarbejdet disse rapporter. For begynder vi at måle madspildet, kan vi også bedre agere og finde de rigtige løsninger, der kan medvirke til at reducere madspild.


Formålet med den nye kampagne er, at langt mere mad skal spises – ikke spildes. Hvert år smider danskerne nemlig 250.000 tons mad ud hjemme i køkkenerne. Det svarer til, at hver dansker drøner 60 måltider direkte i skraldespanden. Heldigvis er der ifølge Nikolaj Veje, direktør i Fødevarestyrelsen, godt nyt til alle, der vil bidrage til at sikre, at mere mad havner i maven i stedet for skraldespanden:

-Den stigende brug af diverse madspildsapps tyder på, at danskerne har de bedste intentioner, men vi kan desværre bare konstatere, at udfordringen fortsat er helt enorm – også hjemme i vores egne køkkener. Derfor giver vi nu danskerne en række helt konkrete råd til, hvordan vi med relativt simple adfærdsændringer kan skåne både klima og egen pungepung. For ét er de gode intentioner, men hvis vi virkelig skal problemet til livs, er vi også nødt til at vide, hvor og hvornår madspildet opstår. Derfor kan det være en god idé at følge sit madspild i en uge, som er bare ét af de værktøjer, vi nu lancerer – og så har vi selvfølgelig et godt fif til, hvordan maden havner på tallerkenen næste gang, siger Nikolaj Veje.


Foruden muligheden for at følge sit madspild består Ta' Madsansvar-kampagnen også af to skabeloner til skilte, som kan klippes ud og bruges i køleskabet. Et 'Spis mig'-skilt til de madvarer, der skal spises snart – og et 'Nix pille. Jeg er til aftensmaden'-skilt, der reserverer madvaren til aftensmaden, så der ikke skal handles ind igen.

-lipe

 

30/9 2022