Dansk madspildspioner modtager international pris
Al Gore, Václav Havel, Jane Goodall og nu også danske Selina Juul har fået Ekotopfilm Award prisen for en ekstraordinær indsats. Som bl.a. stifter af bevægelsen Stop Spild Af Mad har Selina Juul i snart 11 år stået i spidsen kampen mod madspild
Sidste uge i Bratislava, Slovakiet, modtog den danske pioner mod madspild Selina Juul den internationalt anerkendte pris, Honour of Ekotopfilm Award.
Prisen blev indstiftet i 1998 og har til formål at anerkende store nationale og internationale personligheder for fremragende resultater indenfor bæredygtig udvikling, for store gennembrud, for samfundsmæssige eller kulturelle aktiviteter eller for en livslang udvikling af samfundet.
USA's 45. vicepræsident blandt tidligere modtagere
Blandt de tidligere modtagere af Honour of Ekotopfilm Award prisen er USA's 45. vicepræsident Al Gore, den verdenskendte britiske primatolog Dr. Jane Goodall, fhv. præsident for Tjekkoslovakiet og den Tjekkiske Republik, Václav Havel, IKEA's grundlægger Ingvar Kamprad, Fyrst Albert af Monaco og Danmarks daværende miljøminister, Svend Auken.
Ekotopfilm er en international festival for bæredygtige udviklingsfilm og er den ældste filmfestival i verden med fokus på bæredygtighed og miljøbeskyttelse. Festivalen blev etableret i det tidligere Tjekkoslovakiet i 1973. og den anerkender filmskabere, der har bidraget til menneskehedens viden om klima og miljø. Ved at gøre filmskabernes arbejde tilgængeligt for offentligheden ønsker festivalen at skabe opmærksomhed om de mange kritiske miljøproblemer og genere diskussion om bæredygtighed.
- Det glæder os meget, at Selina Juul har takket ja til at modtage Honour of Ekotopfilm Award prisen. Vi er ikke kun en filmfestival, men også en offentlig platform, som inspirerer og oplyser om bæredygtighed. Madspild er et globalt problem, som mange initiativer verden over kæmper for at ændre på lokalt eller nationalt niveau. Selina er et smukt bevis på, at utrættelig indsats og samarbejde bærer frugt, og hendes ihærdige kamp mod madspild er inspirerende for mange, specielt yngre europæere. Madspild er et aspekt i relation til globalt landbrug, økonomi, klimaændringer, affaldshåndtering og social retfærdighed. Mad bør forbinde folk, og takket være aktivister som Selina kan vi gøre verden til et bedre sted, siger direktør i Ekotopfilm Festival, Peter Lím.
Al Gore var inspirationen
- Jeg er meget beæret over at få Honour of Ekotopfilm Award, siger Selina Juul, og fortsætter:
- Prisen er en stor anerkendelse af Stop Spild Af Mad og Danmarks indsats mod madspild. I en tid med stigende fokus på klima og bæredygtighed er det smigrende, når et lille land som Danmark anerkendes for indsats mod madspild. Jeg vil dedikere prisen til alle Stop Spild Af Mad's frivillige, tilknyttede, samarbejdspartnere og støtter, som sammen med mig har i snart 11 år arbejdet hårdt for et skærpet fokus på madspild både i Danmark og i udlandet. Og for mig er det en helt særlig ære, at Al Gore er blandt de tidligere modtagere af Ekotopfilm Award prisen, eftersom det var ham, der åbnede mine øjne for de globale klimaforandringer. Og dermed inspirerede mig til at etablere Stop Spild Af Mad.
Madspild er reduceret med 14.000 tons
Stop Spild Af Mad bevægelsen blev stiftet af Selina Juul i 2008 og har eksisteret i snart 11 år. Bevægelsen har bragt fokus på madspild i Danmark og i udlandet - siden 2008 har Stop Spild Af Mad både igangsat, gennemført og medvirket i over 200 lokale, landsdækkende, nationale og internationale projekter, events, kampagner, overskudsmadindsamlinger, analyser, debatter og mange andre aktiviteter i kampen mod madspild i hele værdikæden fra jord til bord, bl.a. i samarbejde med regeringen, EU og FN. Stop Spild Af Mad er i dag Danmarks største organisation mod madspild målt på antal af gennemførte aktiviteter og projekter, antal danske og internationale medieomtaler samt antal af følgere på de sociale medier. H.K.H. Prinsesse Marie har også deltaget i flere af Stop Spild Af Mad's aktiviteter.
Seneste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at danske husholdninger i årene 2011 til 2017 har reduceret deres madspild med 14.000 tons.
-lipe