
Kar-Mil optaget i Google-støttet global RFID-alliance
Som første danske medlem indtræder mærkningsspecialisten Kar-Mil A/S nu i industrialliancen RAIN RFID
RFID De fire giganter Google, Impinj, Intel og Smartrac har sammen med AIM Global dannet en industrialliance, RAIN RFID, der skal fremme implementering af UHF RFID verden over.Alliancen har nu også fået sit første danske medlem, nemlig Kar-Mil A/S, der ønsker at ruste sig og sine kunder optimalt til en fremtid præget af ”M2M” og ”IoT”.
Den nye alliance RAIN, der i øvrigt er afledt af ”RAdio IdentificatioN”, har godt 50 medlemsvirksomheder fra 16 lande, der tilsammen solgte over fire milliarder RFID-tags i 2014.
RAIN har som målsætning at fremme oplysningskampagner, uddannelse og initiativer, der kan understøtte vækst og udbredelse af ultrahøjfrekvent (UHF) RFID i industri- og forbrugerprodukter, i henhold til de branchestandarder, som anerkendes og anvendes i hele verden.
– Med medlemskabet vil vi (og vores kunder) får adgang til den nyeste viden, både når det gælder teknik, standarder, statistik og trends, hvilket selvsagt vil styrke vores konkurrenceevne, udtaler direktør Keith Bothmann, Kar-Mil A/S.
- Samtidig er det efter min opfattelse vigtigt at være med, hvor tingene defineres, fordi det er der, man selv kan øve indflydelse, siger Keith Bothmann, der gennem en årrække var formand netop for den globale AIM-organisation (Automatic Identification Manufacturers).
RAIN RFID blev formelt dannet i april 2014, og alliancens første møde for medlemmer blev afholdt i september. RAIN-alliancens medlemmer identificerer produkter og løsninger ved hjælp af UHF RFID i henhold til standarder udviklet af GS1 (EPC Gen2v2) og indarbejdet af ISO / IEC (18000-63), herunder læsere, tags, programmer, data og tjenester. RAIN vil bl.a. udvikle nye platformsløsninger til IoT-applikationer, og man vil give feedback og anbefalinger til markedet og industrien standardiseringsorganisationer.
– Fremtiden vil byde på en række nye forkortelser, som vi skal til at vænne os til. Én af dem, som heldigvis allerede i høj grad er gledet ind i sproget, er RFID, dvs. ”Radio Frequency Identification”. siger direktør Keith Bothmann.
– Vi har markedsført RFID-tags gennem de sidste par årtier, og i de seneste år har vi oplevet en rivende udvikling, som kulminerede, da vi sidste år overtog ID-Consult. Vi er i dag Danmarks førende på RFID-tags til alle typer opgaver og dermed godt rustet til det boost i salget, som mange eksperter forventer vil komme, fordi de ser RFID som en af de vigtige forudsætninger for Machine-to-Machine (M2M) og Internet of Things (IoT), siger Keith Bothmann.
Maskiner og devices klarer selv ærterne
Disse begreber dækker over, at maskiner/elektroniske enheder om relativt få år vil have trådløs forbindelse til internettet, sådan som vi allerede kender det fra smartphonen. Og at alle disse devices i princippet vil kunne kommunikere indbyrdes. Ifølge Keith Bothmann regner mange således med, at der vil være tale om mindst 30 og måske endda helt op til 50 milliarder forbundne enheder i 2020, hvilket vil sige flere gange antallet af mennesker, der kan være forbundet via nettet.
– Det vil fx betyde, at varerne i supermarkedet kan give besked til butikkens computer, hvis de bliver placeret på den forkerte hylde eller bliver taget ud af butikken uden betaling. Eller de kan meddele sig til forbrugernes smartphones omkring allergirisici, oprindelsesland, ingredienser, eller klimapåvirkning etc., påpeger han.
– Tilsvarende vil de flyrejsendes kufferter, som bliver forsynet med en tag ved indtjekning, selv kunne sørge for at blive sat ombord på det rigtige fly, takket være de sensorer, som er monteret i bagagehåndteringen. Og elektronikken i fremtidens biler vil bl.a. kunne holde styr på, hvor der er en ledig P-plads, eller sikre at vi ikke støder ind i nogen på vores vej, siger Keith Bothmann.
Teknologi med indbygget sikkerhed og effektivitet
– Man kan næsten sige, at det, vi for bare få år siden kaldte for ”fagre nye verden”, nu banker hårdt på døren, og visse steder allerede er inde i varmen, smiler Keith Bothmann og fortæller, at det eksempelvis gælder de nye såkaldte supersygehuse:
– Vi har således vundet et EU-udbud på levering af en række forskellige RFID-tags samt high performance læsere til i første omgang ét, senere fem nybyggede universitetshospitaler. Og det er virkelig et sted, hvor det giver særdeles god mening at indføre RFID-teknologien, siger Keith Bothmann.
– Sygehussektoren er afhængig af at kunne spore både processer, udstyr og mennesker så entydigt som muligt. Det vil være befordrende for patientsikkerheden såvel som for effektiviteten og dermed sygehusøkonomien, når f.eks. sengene selv kan fortælle, hvor de befinder sig, og om de er tomme eller i brug; når patienternes armbånd kan forsynes med langt flere oplysninger end en stregkode kan rumme, og når administrationen altid kan spore personale og medicinsk udstyr, påpeger han.
-jk