Et nyt BONG med det oprindelige DNA

Et nyt BONG med det oprindelige DNA

Digitaliseringen har været en stor udfordring for den 282 år gamle kuvertproducent. Men nu skal lønsomheden genoprettes, for papiremballage er der stadig brug for

Af Lisbeth Petersen

- Vi kommer fra et marked, hvor kunderne ringede til os af sig selv, til ét, hvor vi nu skal til at fortælle folk, hvad vi laver.

Jesper Daugaard lægger ikke skjul på, at det de seneste år har været svært at stå i spidsen for en emballagevirksomhed, som først og fremmest bliver associeret med kuverter. Sammen med den øvrige ledelse i Bong har han brugt måneder på arbejdet med den turnaround, som skal genoprette balancen på det nordiske og  især det danske regnskab. Kunderne fik allerede i foråret varsel om tre procents stigning på produkterne, ifølge Jesper Daugaard et nødvendigt træk, da de senere års justeringer baseret på papir, slet ikke har været dækkende for de generelle stigninger på faste omkostninger.

Bjørnbak var navnet på familien, som i 1878 grundlagde virksomheden i Danmark. I dag er aktiemajoriteten på svenske hænder, og produktionen bredt ud på 15 europæiske lande. Omsætningen ligger stadig på godt 2,1 mia. svenske kroner, og heraf kommer 80 % stadig fra kuverter. Men Danmark har været foregangsland på godt og ondt. Her er digitaliseringen gennemført langt hurtigere end i de øvrige lande, og fortæller derfor også historien om, hvad der sker, når store mængder post pludselig bliver sendt via satellit i stedet for i konvolutter.

Bongs sidste kuverttrykkeri i Danmark lukkede i 2015 efter flere års dalende salg. Fra at være 72 danske medarbejdere er der nu 9, hvoraf de to er fællesnordiske. Jesper Daugaard er en af dem, som med titel af Commercial Director har arbejdsadresse på hovedsædet i Roskilde med reelt hele Norden og det baltiske marked som arbejdsområde.

- Vi bliver stadig betragtet som kuvertproducent i offentligheden og er fortsat den største spiller på markedet i Norden. Målet er også, at kuverterne fremover skal udgøre 50 % af produktionen, men vi skal vende udviklingen med nye kompetencer, nye partnere og nye kunder, båret på et krav om lønsomhed i alle landene, siger Jesper Daugaard, og uddyber:

- Vi skal vende tilbage til vores DNA, som en virksomhed, der folder papir til noget, man kan pakke, sende og bære noget i.

En pose er ikke bare en pose
En af de oplagte udviklingsmuligheder ligger i onlinevirksomhederne, hvor behovet for transportemballage må forventes kun at stige yderligere. Et andet marked gælder specialdesignede papirbæreposer, men det har krævet omstilling, især mentalt, for de erfarne Bong-medarbejdere:

- Da vi for tre år siden for første gang viste vores nye bæreposer – carrierbags – til sælgerne, kiggede de skeptisk på dem og sagde…’Nej – det bliver svært….’ Det samme gjaldt vores nyproducerede Propacsortiment, f.eks. beskyttende prøveposer med farve eller print, så vi skulle først og fremmest have vendt tankegangen internt i virksomheden. Men som vi talte om, er behovet for transportemballage jo ikke nyt. Før onlinehandlen hed det bare postordre, og de kendte jo alle den gamle prøvekuvert, der blev lukket med en metalklips, siger Jesper Daugaard.

Nyt marked med Inkjet
Han understreger, at udviklingen inden for print giver Bong ekstra udviklingsmuligheder.

Jesper Daugaard er Commercial Director for de nordiske og baltiske lande

- Lige nu arbejder vi meget med Inkjet og har investeret i én maskine i Kristianstad, Sveringe. Efter en del udfordringer har vi, som nogle af de første, fået udviklet teknikken til at trykke direkte på bobleposer, så vi kan tilbyde vores kunder specialtryk i små oplag helt ned til 100 styk. Det samme gælder bæreposerne, hvor muligheden for små oplag åbner for en helt ny kundegruppe i form af f.eks. butikker, messer og konferencesteder, der kan få specialdesignede, bæredygtige papirposer til materialer mv. til kunder og deltagere, fortæller Jesper Daugaard, som også har landet den hidtil største ordre på Bongs nye bæreposer: Det er den norske helsebutik, Vita, der har bestilt de første 700.000 styks.

Men kravet til fremtiden er også klart formuleret: Allerede i dette års regnskab skal tallene igen være sorte i Bongs nordiske afdelinger. Og her i efteråret flytter produktionen af bære- og gaveposer til detailhandlen fra Sverige til Frankrig:

- Produktionen har ligget i Småland i 10 år, men det har vist sig at være for langt væk fra ikke mindst det central Europæiske marked, hvor den primære omsætning findes. Så ved at flytte fabrikken til Frankrig får vi en mere central placering i Europa, og det er endnu et træk vi foretager for at sikre en lønsom forretning, siger Jesper Daugaard.

 

25/9 2019