Emballage-konge vinder Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland

Emballage-konge vinder Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland

Ejerlederen bag Sky-Light A/S, Søren Kjær Larsen, vinder prisen som Årets Ejerleder i Sydjylland. Ejerlederen udmærker sig især ved sine investeringer i ny teknologi og sin professionelle ledelse. Prisen blev overrakt af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv ved en velbesøgt kåring i Vejle.

Varde-virksomheden Sky-Light stammer tilbage fra 1960, hvor familien Skydt-Kristensen etablerede virksomheden, som i dag kun ejes af familien Larsen med ejerleder Søren Kjær Larsen i spidsen. Virksomheden er en af Europas førende folie- og emballageproducenter og har et stort fokus på udvikling, miljø og medarbejdere.

- Bag Sky-Light står en passioneret ejerleder, som tidligere selv var involveret i alle områder i virksomheden, men som i dag træffer de overordnede beslutninger og har fokus på udvikling, miljø og medarbejdere. Det har i høj grad gavnet virksomhedens vækst, og Sky-Light er i dag blandt de mest teknologisk innovative i branchen, fortæller Henrik Forthoft Lind, partner i PwC i Trekantområdet.

Professionel ledelse

I 2011 tog Søren Kjær Larsen første skridt imod en mere professionel tilgang ved at etablere en professionel bestyrelse. For ca. to år siden tog han næste skridt og etablerede en ledergruppe bestående af en salgsdirektør, en COO og en it-direktør.

- Søren er indbegrebet af en god ejerleder, der går forrest, og som de senere år har udviklet sig positivt sammen med virksomheden. Han har formået at skabe vækst ved at investere i ny teknologi og har fået ny viden i virksomheden via en professionel ledergruppe, understreger Henrik Forthoft Lind.

Den meget professionelle tilgang til ledelse har givet positive resultater på både top- og bundlinje. Og ejerlederens vilje til at få foran – også i krisetider – høster ros fra Nykredit:

- Ejerlederen er kulturbærer og har under krisen vist, at han kan gå forrest. Han er samtidigt ikke bange for at lytte til gode råd og har derfor – som han selv siger – ansat en ledergruppe, som på hver deres felt er klogere end ham. Han er villig til at lytte og ikke bange for at eksekvere, og det har givet resultater, udtaler regionsdirektør i Nykredit, Mogens B. Sørensen og ønsker tillykke med prisen.

Dansk Erhverv mener også, at Søren Kjær Larsen hos Sky-Light er den rette vinder af Årets Ejerleder 2017 i Sydjylland.

- Søren har formået at investere i de rigtige områder inden for nye teknologi og dermed skabt en rigtig flot vækst i virksomheden, som han kan være stolt af. Dét gør Søren til den rette vinder i region Sydjylland, siger Sigurd Schou Madsen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

-hawin

 

Fakta om Årets Ejerleder 2017
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 14. gang. Årets tema er samspillet mellem talent og teknologi.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 9. november 2017 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

31/10 2017