Ganket solgt til Limo Labels
Begge virksomheder blev stiftet tilbage i 1970erne – Limo Labels har nu opkøbt fire etikettrykkerier på 15 år
ERHVERV Limo Labels A/S har pr. 1. marts 2015 erhvervet alle aktiver i Ganket A/S, Dragør, der er et specialtrykkeri inden for selvklæbende etiketter.Ganket blev stiftet i 1976 og beskæftiger i dag syv medarbejdere fordelt på typografer, grafikere, bogbindere samt lager- og administrativt personale. Maskinparken omfatter såvel digital- som flexotrykmaskiner.
- For dig som kunde sker der ikke den store forandring. Vi vil fortsat anvende firmanavnet Ganket A/S og kontaktpersonerne er de samme, som servicerer dig i dag, skriver Ganket til alle sine kunder den 13. marts. Cvr-nummeret er dog skiftet til 21 85 51 97.
- I forbindelse med ejerskiftet har jeg indgået en konsulentaftale med Limo Labels A/S om, i det omfang det måtte være nødvendigt, at hjælpe til i en overgangsperiode, skriver den afgående direktør i Ganket A/S, Per Andersen, der siden virksomhedens start har beskæftiget sig med udstansning og tryk af selvklæbende etiketter på stort set alle materialer.
Samtidig benytter Per Andersen lejligheden til at takke alle for et godt og langt samarbejde: - Tak for mod- og medspil gennem alle årene, slutter Per Andersen sit brev til kunderne.
Limo Labels A/S producerer og leverer labels, etiketter og sælger transfer folie samt printudstyr og har hovedkontor i Randers med 14 ansatte i salgsafdelingen.
Limo blev stiftet i 1975 og opkøbte i 1999 Keså Etikettryk A/S, i 2000 blev ASE Labels A/S købt og i 2004 overtog virksomheden Rotaket Randers A/S. Virksomheden ledes i dag af administrerende direktør Asbjørn Bay-Smidt og produktionsdirektør René Tøttrup Klith.
-jk