FødevareBanken nomineret til ny bæredygtighedspris hos Nordnet

FødevareBanken nomineret til ny bæredygtighedspris hos Nordnet

Fra millioner af aktier til millioner af måltider. Nordnets kunder kan vælge at stemme på FødevareBanken til bæredygtighedsprisen The Re:turn Initiative og dermed sikre en stor donation fra Nordnet til arbejdet med at gøre madspild til måltider

Formålet med Nordnets nye bæredygtighedspris 'The Re:turn Initiative' er at støtte arbejdet med miljø- og klimaudfordringerne i de nordiske lande. I Danmark er FødevareBanken nomineret sammen med Den Danske Naturfond og Plastic Change.

-Denne nominering er en anerkendelsen af vores arbejde, og ikke mindst en anerkendelse af vores 220 frivillige, der hver dag kører maden til folk i svære livssituationer. Madspild er dyrt for både miljøet og økonomien. I Danmark smider vi hvert år over 814.000 tons mad ud, der intet fejler. Vi håber selvfølgelig, at Nordnets danske kunder synes, vi gør et godt stykke arbejde for både klimaet og udsatte i Danmark og giver os deres stemme, siger Lea Gry von Cotta-Schønberg, direktør i FødevareBanken

345.000 danske kunder kan stemme
Det er Nordnets 345.000 danske kunder der bestemmer, hvordan donationerne skal fordeles mellem organisationerne, da den samlede donation fordeles i forhold til andelen af stemmer. Sidste år blev der foretaget aktiehandler på Nordnets platform i Danmark svarede til 1 million SEK eller over 715.000 DKK.

-Det koster kun 4 kroner for os i Fødevarebanken at levere et måltid til vores modtagere. Derfor vil en stemme på os kunne gøre en kæmpe forskel i vores arbejde. Sidste år ville den samlede donation svarer til over 177.000 ekstra måltider for vores modtagere, fortæller Lea Gry von Cotta-Schønberg.

Fødevarebanken sparede sidste år samfundet for udledning af 1.274 tons CO2-ækvivalenter ved at fordele overskudsmad, der ellers var blevet kasseret, og dermed forhindret produktionen af nye fødevarer. Den sparede CO2-mængde svarer til, at en personbil ville have kørt 9,8 mio. km – eller 245 gange rundt om jorden.

Afstemningen forgår fra den 9. - 28. februar på Nordnets hjemmeside

-lipe

16/2 2022