Bæredygtige produkter er vores fremtid

Bæredygtige produkter er vores fremtid

Torben Emborg er ny nye nordisk chef i fødevarevirksomheden, Nestlé. Dermed efterfølger han hollænderen Michiel Kernkamp, der nu leder Nestlé i Central- og Østeuropa. For den nye chef er der ingen tvivl, når det handler om virksomhedens produkter på fremtidens markeder. De skal være bæredygtige

Torben Emborg er 56 år gammel, født og opvokset i Aalborg og har arbejdet for Nestlé i hele sit voksenliv. Men kun i de første år efter studiet for Nestlé Danmark.

Første stop for Nestlé herefter var Prag, hvor han blev han projektgruppechef for Nestlés store drikkevareområde, der især indeholder kaffe som fx Nescafé, der er et af verdens største kaffebrands.

Kort efter blev Torben marketing manager for et større område, der hed Groceries, og som ikke bare dækkede drikkevarer, men også færdigretter, børnemad, morgenmad og dyremad.

- Vi var et ungt team, alt var under opbygning, og der var 40-50 % vækst hvert år. Vi fik også det nyeste IT at arbejde med fra Nestlés hovedkontor i Schweiz, så vi lærte at udnytte de teknologiske muligheder inden for forretning, fortæller Torben Emborg.

Kort efter blev han hentet til hovedkontoret i Vevey, Schweiz. Vevey er en by ved Geneve-søen med 10.000 indbyggere, og det er byen, hvor Nestlé opfandt både modermælkserstatningen, mælkechokoladen, kapselkaffen og Nescafé.

Herfra skulle han hjælpe en lang række markeder – især i Østeuropa og de tidligere Sovjetrepublikker – med at udvikle deres forretning. Og i 1999 blev han bedt om fokusere: Rumænien hed destinationen, som han fik ansvar for.

- Jeg er en type, der godt kan lide kompleksitet i jobbet, i udfordringerne. Hvor der er meget at sætte sig ind i. Hvor det handler om at lytte og forstå. Jeg er især glad for jobs, hvor der skal ske en turnaround. Hvor forretningen skal på fode og organiseres rigtigt – og udvikle sig. Det må man sige, at jeg fik i Rumænien, hvor vi voksede hurtigt, siger Torben Emborg.

Fremtidens CSR hedder CSV

Efter et par andre interessante Nestlé-jobs, bl.a. i Tyskland og Schweiz, fik han i 2010 ansvaret for Nestlé i Tjekkiet, indtil telefonen ringede ti år efter. Der var bud efter ham i hans hjemland: Nestlé i Norden, der ledes fra København, forhørte sig om det havde den globale danskers interesse.

- Ja, bestemt. Norden er en kompleks region med fire faktisk ret forskellige lande. Danmark kender jeg, så vi har nu bosat os i Sverige for at lære landet bedre at kende. Sverige er det største marked for Nestlé i Norden. Det traditionelle Nestlé-udbud af produkter, der er populære i mange andre områder af verden, passer ikke fuldstændigt til Norden, og det vil jeg tage fat på.

- Der er et stort potentiale for moderne fødevarer for de nordiske forbrugere, og her tænker jeg især på bæredygtige fødevarer. Vi er i Nestlé stærke på vegetariske og veganske fødevarer, og jeg tænker også i opkøb af virksomheder, som er fremtidsorienterede og bæredygtige. Vi kan vokse en del i Norden, siger Torben Emborg.

Den nye nordiske ansvarlige for Nestlé mener også, at Nestlé skal være en kombination af global og lokal i Norden.

- Der er bestemt potentiale for at udvikle vores lokale varemærker som fx den svenske kaffegigant Zoégas og det store finske børnemadsmærke Piltti. Og i Danmark har vi Oscar, der leverer højkvalitetsfonder og saucer til især det professionelle marked, men også til detailhandlen, siger Torben Emborg.

Han peger på, at Nestlé skal fortsætte med at udvikle sig hurtigt – i forretning og i tanker:

- Nestlé blev skabt for lidt over 150 år siden. Skal vi eksistere om 150 år, er der én vej: bæredygtige produkter. Hvis vi ikke lever vores fantastiske koncept Creating Shared Value (CSV, der er Nestlés CSR) fuldt ud, overlever vi ikke på langt sigt. Når man som virksomhed gør forretning i et land, skal man give noget værdifuldt tilbage til samfundet på samme tid. Det er det, der ligger i tankegangen omkring Creating Shared Value. Jeg mener, at CSV er fremtidens CSR, og det hører man også i dag på mange universiteter, siger Torben Emborg.

Han understreger, at Nestlé skal være en god nabo:

- Vi skal tænke hele vejen rundt: på vores forhåbentlige eliminering af brug af plastik som emballage, vores reduktion af vand- og energiforbrug, vores CO2-aftryk mv. Og så lægger Nestlés store projekt med at få flere unge i arbejde også mig rigtigt meget på sinde: der er en meget høj ungdomsarbejdsløshed i mange lande, og hvis de lande, herunder virksomhederne i de lande, ikke gør mere, risikerer landene at miste dele af en generation på gulvet.

- Det er synd, det er forkert – og det bliver i sidste ende dyrt for de samfund, der fastholder det for høje fokus på erfaring i ansættelserne i såvel den private som den offentlige sektor. For lige nøjagtigt dét rammer urimeligt de unge gang på gang. Virksomheder kan generelt godt gøre mere for at ansætte flere unge, siger den ambitiøse nordjyde med de store ambitioner på Nestlés vegne i Norden.

-hawin

30/11 2020