Dysten om årets mest vildledende fødevareprodukt er i gang

Traditionen tro kårer den svenske forbrugerorganisation 'Äkta vara' en fødevare, som får den tvivlsomme ære af at kunne kalde sig Årets Madbluf. Afstemningen er nu i gang

Af Lisbeth Petersen

Vores svenske broderfolk har denne gang fem finalister i spil til titlen som Årets Madbluf 2024. Og i hvert fald tre af finaleprodukterne er nogle, vi også kender fra vores egne supermarkedshylder.

Frem til på mandag den 27. januar kan forbrugere nu stemme på deres favorit ud af disse:

1. Gevalia kaffeposer.

'Krympflationen fortsætter' skriver juryen om kaffeposerne, som tidligere næsten altid indeholdt et halvt kg. kaffe.

-Men i takt med at fødevarepriserne er steget, har flere kaffeproducenter reduceret størrelsen til 450 gram. Gevalia er dog gået et skridt videre og reducerede for et par år siden mængden med yderligere 25 gram på sine dyrere varianter. Den nye størrelse svarer til 3-4 kopper mindre kaffe pr. pakke. Selvfølgelig er ændringen i størrelse ikke noget, virksomheden reklamerer med, men snarere det modsatte. I mange tilfælde er det svært at se nogen størrelsesforskel mellem 425- og 450-gramspakkerne, og vægten er kun angivet på bagsiden af pakken, lyder motiveringen til årets antipris.

2. Pizzasovs - med smag af vand?

Ægte smag af italiensk pizza står der på dåserne med Mutti Pizza Sauce Classica. Men Äkta Vara har kigget nærmere på, hvordan den "fyldige" sauce med "smag af italienske tomater" er opnået, og svaret er:

- Blandt andet ved at fortynde den med 17 % vand. Den indeholder også tomater og lidt salt. Sjovt nok findes disse to ingredienser også i Muttis almindelige knuste tomater, som både er ufortyndede og billigere. I én butik er et glas knuste tomater 5 SEK billigere, og i en anden butik er det 12 SEK billigere end pizzasaucen, forklarer juryen.

3. Sukker tæller som frugt

Axa Gold Fruit Müsli reklamerer på forsiden af emballagen med, at den indeholder 46 procent frugt.

- Men i virkeligheden er det kun 33,5 %, lyder det i motiveringen, som fortsætter:

-Det, Axa tæller som frugt, er frugtstykker, som kun delvist består af frugt. Banan-, papaya- og ananasstykkerne indeholder også forskellige olier, tilsætningsstoffer og frem for alt en masse sukker. I alt indeholder produktet mellem 7 og 9 procent sukker, som er tilsat på denne måde.

4. Osten, som næsten forsvandt.
Det er overskriften på begrundelsen for, hvorfor færdigretten Tortellini Ricotta og Spinat fra ICA er med i slutrunden i konkurrencen.

Der er nemlig ikke ret meget ricotta i fryseretten:

- Den indeholder en række unavngivne hårde og friske oste, men kun 0,8 procent af den italienske friske ost ricotta, som stolt vises frem i navnet. Ud af rettens 350 gram udgøres kun 2,8 gram eller en halv teskefuld af denne ost, bemærker juryen.

5. Lokale produkter - i meget bred forstand
Sidste finalist er i virkeligheden hele to, som begge er isprodukter - et billigt mærke og en premiumvariant.

De har det tilfælles, at det lokale ophav, de reklamerer med - henholdsvist Järna og Alvesta i Sverige.

-Faktisk har begge varemærker i årevis været ejet af fødevarekoncernen Lohilo Foods AB. For et par år siden lukkede Lohilo sin egen isfabrik i Växjö og flyttede produktionen af sine is til udlandet, først til Litauen og senere til Holland. Den eneste indikation på, at det er tilfældet, er en lille tekst på bagsiden af emballagen, fortæller Äkta Vara, som uddyber:

- I reklameteksterne om mærkernes historie, som man finder på hjemmesider og sociale medier, nævnes det slet ikke. »Ægte ishåndværk siden 2008« står der stadig på Järnaglassen, selv om mælken i f.eks. vaniljeisen er blevet erstattet af skummetmælk og skummetmælkspulver.

Årets Madbluf uddeles i år for 10. gang, og vinderen afsløres onsdag den 29. januar.

Om Äkta vara
Non-profit forbrugerorganisation, der arbejder for ærlige fødevarer og bedre fødevarekvalitet, og blev stiftet ud fra et ønske om mad, der ikke er blevet snydt eller manipuleret med.

-Vi var trætte af tilsætningsstoffer og trætte af producenters og butikkers budskaber om, at maden er »traditionel«, »hjemmelavet« og »ægte«, når den i virkeligheden ofte er et industriprodukt, der aldrig har været rørt af en menneskehånd, lyder beskrivelsen af organisationen.