Lagerhotel med fællesskab og goder fra dag ét

Lagerhotel med fællesskab og goder fra dag ét

E-Synergi på Bogø tilbyder ud over lager og logistik også netværksarrangementer, kontorfællesskab og gaveindpakning. Med sit eget WMS-system har lagerhotellet både banet e-vejen for små virksomheder og tiltrukket mange store

Af Lisbeth Petersen

For to et halvt år siden stod der to tomme haller på Bogø. Efter at have huset først Bogøchokolade, som blev opkøbt af Toms Gruppen og dernæst Jupiter Plast, som var flyttet til Køge, var der 3300 ledige kvadratmeter på øen mellem Farøbroernes høj-og lavbro, som er mere kendt for sine smukke omgivelser end sprudlende erhvervsområder.

Samtidigt hørte tidligere erhvervschef i Vordingborg Kommune, Dan Holck-Hansen, fra stadigt flere iværksættere og e-handelsfolk, som savnede både professionel sparring, transportløsninger og lagerkapacitet med variable omkostninger. Det blev starten på virksomheden E-Synergi, hvor Dan Holck-Hansen i dag er direktør og 17 medarbejdere er fastansat.

Kunderne kommer fra hele landet og et bredt spektrum af virksomheder; der er den lille, lokale spiritusproducent i det eksklusive segment, og den store, jyske teleoperatør, som fremover skal have distribueret 60.000 pakker om året. Og reolerne i de to lagerhaller bliver løbende udbygget i både længde og højde.

- Vores kunder kan leje præcis den plads, de har behov for, uanset om det er i paller, hylder eller kubikmeter. Og vi kan håndtere op til fire forskellige varenumre pr. palle. Det er med til at tiltrække mange webbutikker, som måske er startet med lageret hjemme i kælderen, siger Dan Holck-Hansen, som dog især fremhæver E-Synergis IT-del som årsag til den støtte vækst:

 Dan Holck-Hansen

- Vi har bygget vores helt eget WMS - Warehouse Management System – fra grunden. Mange små virksomheder, som har skullet i gang med en professionel lagerstyring og logistikløsning, der samtidigt kan integreres med deres hjemmesider og  økonomisystem, er blevet mødt med et prisoverslag på 50-70.000 kr. Og for mange af dem har det jo ingen gang på jord, fordi deres omsætning i starten måske dårligt når op på de beløb. Her kan de komme i gang for 500 kr., fortæller Dan Holck-Hansen, og uddyber:

- Vi har fået udviklet systemet i samarbejde med Jan Ørting Hansen, som driver virksomheden 2BS i Præstø med bl.a. integrationer som speciale. Systemet er som udgangspunkt simpelt og brugervenligt, fordi det er specifik tilpasset kundernes behov og er let at integrere med deres egne systemer. Og så er det løbende blevet videreudviklet, så det i dag adviserer om minimumslager, prioriterede ordrer og track and trace.

Netværk, nyhedsbrev og økonomisk rådgivning
Fra etableringen af E-Synergi har det været en kongstanke, at lagerhallerne skulle rumme mere end lager; deraf navnet, som signalerer synergi på e-handelsområdet, og derfor er der indrettet et kontorfællesskab i en del af den ene hal på Bogø.

Ideen om at samle en vifte af kreative kræfter, som kan samarbejde med e-handelsvirksomhederne om alt fra webdesign og tekstforfatning til økonomi og markedsføring har ikke manifisteret sig på samme måde som resten af virksomheden. Men hver måned modtager alle kunderne et nyhedsbrev med både praktiske informationer, små virksomhedsportrætter, oplysninger om nye lagerkunder, og invitationer til fællesarrangementer. Og en af dem, som lejer sig ind i kontorfællesskabet, er Troels Dyhr Leighton, som rådgiver mindre og mellemstore virksomheder. Han driver sit eget ’Dyhr Leighton Rådgivning’ og er partner i firmaet ’bedre indtjening’

Troels Dyhr Leighton

- Jeg fungerer som rådgiver og arbejder med forretningsudvikling – for eksempel digitaliserings- og strategiprojekter. Her i huset er der flere af kunderne, som har stort potentiale til at udvikle deres forretninger yderligere, men som godt kan bruge noget støtte, og det er det, vi prøver at udvikle med ’synergi’-tanken, siger Troels Dyhr Leighton.

Han har blandt andet stået for arrangementer om god prissætning og muligheder for krydssalg. I løbet af foråret tilbyder han spørgeskemaer om kundernes webshops og økonomi, som sendes ud med nyhedsbrevet, og som han sammen med en samarbejdspartner vil bruge til tests og efterfølgende kaffemøder med interesserede kunder.

- Der ligger mange muligheder i at være støttende. For mange virksomheder kan det være svært at åbne op og fortælle om de udfordringer og spørgsmål, de står med, og derfor er tillid ret afgørende, pointerer Troels  Dyhr Leighton.

- Systemet fungerer bare
Tillid og tryghed var også afgørende for, at Pia Marie Schougaard har valgt E-Synergi til lager- og logistikdelen i Coredesign. Virksomheden forhandler gave- og reklameartikler, emballager, firmatøj, messeudstyr mv. og har tidligere haft adresse i både Ringsted og Næstved. I dag har Coredesign showroom og kontor på Islands Brygge i København, men da ejerdirektøren indhentede bud fra tre forskellige logistikudbydere, var hun ikke i tvivl om, at opgaven skulle ligge på Bogø.

 Pia Marie Schougaard

- Jeg oplevede, at vi vandt hinandens tillid med det samme, og at vi nærmest har fælles DNA. Dan (Holck-Hansen. red) er et meget positivt menneske, med en struktureret og velorganiseret tilgang, som måske er lidt atypisk for den branche. Hele lagersystemet med de automatiserede processer fungerer bare, der er styr på det hele, og det giver en stor tryghed, siger Pia Marie Schougaard og fortsætter:

- Vi har tidligere både haft eget lager og købt os ind i et stort logistikcenter. Men i store systemer kan tingene godt blive meget ufleksible. I E-Synergi er vi ikke ’bare en kunde’, vi taler meget sammen, og der bliver handlet hurtigt og effektivt. Og jeg kan, som eneejer af min virksomhed, genkende mange træk ved Dan, både hans ledelsesstil og den passionerede måde, han driver E-Synergi, som han jo også selv har været med til at etablere.

Julemandens værksted blev permanent
Coredesign er en af de kunder, som benytter sig af den indpakningsservice, som egentlig ikke var tænkt ind i strategien i E-Synergi.  Men da en kunde kort efter lagerets åbning i efteråret 2017 spurgte, om det var muligt at få pakket 10.000 julegaver til medarbejderne ind, blev en håndfuld medarbejdere hyret midlertidigt til lejligheden, og et pakkerum udnævnt til ’Julemandens værksted’.

Kort tid efter flyttede en kunde fra skønhedsbranchen sit lager til Bogø, og med det fulgte faste pakkeopgaver, lige som gaveindpakningen greb om sig. I dag er der 10 fastansatte på pakkeområdet, og nogle af dem bliver samtidigt oplært i plukopgaverne på lageret.

 Onlinevirksomheden Woron forhandler økologisk lingeri. På lageret bliver der pakket en lille gave - i form af en vaskepose - med i forsendelserne til kunderne.

- Det er blevet en vigtig del af vores forretning. E-virksomhederne ønsker ofte at sende en lille ekstra ting med til sine kunder, og det sørger vi for. Og stadigt flere sender produkter til influencers, som måske uploader videoer af, at de åbner pakken. Derfor skal det være flotte og lækre indpakninger, som kan åbnes med et snuptag, og det har vi nu fået nogle medarbejdere, som er blevet specialister i. Det er ret imponerende at se bl.a., hvordan nogle af dem er i stand til at binde 130 sløjfer i timen, hvor et ellers flot gennemsnit vel ligger på 65 stykker, fortæller Dan Holck-Hansen.

Med den stadigt stigende nethandel og E-Synergis placering lige ved motorvejsstrækningen mellem København og Syddanmark - og dermed Tyskland -tror han på, at de første års hurtige vækst også kan fortsætte.

- Når det gælder kontormiljøet er jeg stadig i et ’kreativt mode’, men er nok også kommet frem til, at vi jo sagtens kan udvikle synergier, selv om eksempelvis web-, tekst og fotokonsulenterne ikke har et fast skrivebord hos os. Men vi skal stadig være et lager og logistiktilbud, hvor kunderne oplever, de får ekstra goder fra dag ét. Og så skal vi udover at udvikle på driften også op i helikopteren for at få det store billede af, hvad næste skridt i vores strategi skal være, siger Dan Holck-Hansen.

 

11/3 2020
  • Plastic Change: Nordisk rapport undervurderer plastikforurening

    Plastic Change: Nordisk rapport undervurderer plastikforurening

    andet ›For nylig blev en ny nordisk rapport om verdens plastikforurening præsenteret i forbindelse med FN´s 78. generalforsamling i New York, men rapporten mangler de nødvendige løsninger, mener miljøorganisationen
  • Forbrugere interesseret i CO2-neutral hjemmelevering

    Forbrugere interesseret i CO2-neutral hjemmelevering

    andet ›Descartes Systems Group har udgivet sin nye globale forbrugerrapport. Blandt de norske respondenter er 57 procent interesserede i CO2-neutral hjemmelevering, mens kun 17 procent mener, at det er vigtigt, at leveringerne sker med elkøretøjer
  • Nu kan du pante tæt på genbrugspladsen i Næstved

    Nu kan du pante tæt på genbrugspladsen i Næstved

    andet ›Dansk Retursystem åbner og tester en pantstation ved siden af AffaldPlus’ genbrugsplads i Næstved
  • Affald fra showroom bliver genanvendt

    Affald fra showroom bliver genanvendt

    andet ›Körber Supply Chain i Arden lancerer et nyt initiativ med fokus på genanvendelse af store mængder affald fra deres showroom, der ellers ville være blevet destrueret. I samarbejde med den landsdækkende miljøvirksomhed, Marius Pedersen, vil Körber nu tackle denne udfordring
  • Pop-up emballagemesse stiller skarpt på forbrugerindflydelse

    Pop-up emballagemesse stiller skarpt på forbrugerindflydelse

    andet ›Torsdag den 14. september inviterer Scanpack Pop-up 2023 til engdagssmesse i Göteborg under overskriften: Forbrugernes påvirkning/indflydelse på udviklingen af emballage. Dagen byder på oplæg og debatter om bl.a. hvordan forbrugerne agerer i købsøjeblikket, hvilken rolle, emballagen spiller og hvordan producenter kan opnå kundeloyalitet samtidigt med øgede miljø- og bæredygtighedskrav
  • Skæve, frasorterede grøntsager opgraderes til plantebøffer

    Skæve, frasorterede grøntsager opgraderes til plantebøffer

    andet ›Med lige knap 15 mio. kr. i tilsagn og en gammel, asiatisk fermenteringsteknik vil GUDP-projektet SOLID-PRO give frasorterede grøntsager en ny chance for at blive et eftertragtet og klimavenligt måltid
  • Michael Bayer Thomsen bliver ny formand for klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder

    Michael Bayer Thomsen bliver ny formand for klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder

    andet ›Den nye formand, som er udpeget af regeringen, bliver medlem af Grønt Erhvervsforum, som på vegne af sektoren leverer input og rådgivning til regeringen om den grønne omstilling. Michael Bayer Thomsen, bestyrelsesformand i Letbek og næstformand i Plastindustrien overtager fra CEO i Danfoss, Kim Fausing
  • Lukket plastkredsløb til genanvendelse af plastemballage går på vingerne

    Lukket plastkredsløb til genanvendelse af plastemballage går på vingerne

    andet ›Emirates introducerer i denne måned et nyt tiltag for at håndtere luftfartsselskabets millioner af plastbakker, skåle, emballage til snacks og madvarer m.m. ombord. Fremover vil de mange typer af plastik blive håndteret lokalt og genanvendt til nye skåle, bakker og flasker i stedet for at blive kasseret