Kalle har fået en ven
Det svenske fødevareikon Kalles Kaviar samarbejder med Friends-organisationen om at gøre skolestarten tryggere for børn. Det kan nu ses konkret på "kompis-tuberne" i de svenske butikker
Kalles er et af Sveriges mest kendte varemærker og har siden 1954 haft en selvfølgelig plads på morgenmadsbordet.
Her i efteråret har den klassiske tube - for første gang i varemærkets historie - et nyt udtryk med en ven ved siden af Kalle. Lanceringen sker i samarbejde med organisationen Friends, og har til formål at sætte fokus på et emne, der berører mange børn og familier: retten til at føle sig tryg, inkluderet og set i skolen.
– Kalles har været at finde på svenske morgenmadsborde i over 70 år. Derfor føles det godt at lade tuben bære et budskab, der handler om noget større end kaviar. For mange børn begynder dagen derhjemme ved køkkenbordet, men fortsætter i et skolemiljø, hvor ikke alle føler sig trygge, siger Ella Karvonen, Brand Manager hos Orkla Foods Sverige, som ejer varemærket.
Med "kompis-tuberne" vil vi sætte fokus på Friends’ vigtige arbejde og minde om, at det gør en stor forskel at være en god ven, fortsætter hun.

Friends arbejder for at stoppe mobning og skabe trygge miljøer for børn og unge. Samarbejdet mellem Kalles og Friends skal bidrage til at udbrede viden og opmærksomhed omkring børns tryghed i forbindelse med skolestarten.
– Skolestarten er en periode, hvor mange børn kan føle sig urolige. Derfor går vi sammen med flere kendte mærker for at skabe en mere venlig skolestart. Jeg er derfor så glad for Kalles vennetuber, som finder vej helt frem til morgenbordet og åbner op for vigtige samtaler i flere hjem, siger Tor Löwkrantz Waxin, marketingchef hos Friends.
-lipe