DS Smith roser emballageforordningen
EU's PPWR regler, som netop er trådt i kraft, er en grøn mulighed og et nødvendigt skifte for at nedbringe de stigende mængder af emballager, mener producenten
PPWR (Packaging and Packaging Waste Regulation), der har til formål at reducere emballageaffald, fremme genbrug og harmonisere reglerne på tværs af medlemslandene, trådte i kraft i sidste uge, og medfører markante ændringer for hele værdikæden.
Og hvor forordningen møder kritik fra mange producenter af meget forskellige varer, ser emballagevirksomheden DS Smith positivt på de nye rammer, selvom de stiller store krav til hele emballageindustrien.
Det gælder særligt på kort sigt, hvor virksomhederne er efterladt med meget kort tid til at efterleve reglerne, fordi EU-kommissionen først udkom med central vejledning i form af en FAQ om PPWR for blot et par uger siden.
Men DS Smith mener, at branchen står overfor et markant og nødvendigt skifte, fordi emballageforbruget er steget i årevis, og industrien nu skal tage ansvaret for at nedbringe mængderne på sig.
- PPWR er rygstøddet, og forordningen bringer mange positive tiltag med sig, som vi i DS Smith hilser velkomne, siger Mette Staal, Innovation & Design Lead hos DS Smith, og fortsætter:
- Kravene er en udfordring for hele industrien, særligt på kort sigt. Men vi bør ikke bruge energi på at bremse implementeringen, men i stedet bruge energien på at komme så godt fra start som muligt. Det handler om at vise vejen mod en cirkulær økonomi, og løbet er allerede skudt i gang.

Mette Staal peger på, at at gennemsigtighed fremover bliver et afgørende konkurrenceparameter.
- Forbrugerne efterspørger i stigende grad gennemsigtighed. Vores undersøgelser viser, at 52 procent af forbrugerne ønsker information om emballagens bæredygtighed, inden de køber. Halvdelen vil fravælge webshops med for meget spildplads og overflødig emballage. De virksomheder, der investerer i datakvalitet og compliance nu, vil stå markant stærkere hos kunderne, forklarer Mette Staal.
Forberedelsen bør starte nu
Selvom organiseringen af producentansvaret i Danmark fortsætter uforandret gennem de eksisterende kollektivordninger, opfordrer DS Smith virksomheder til allerede nu at gennemgå deres rolle i værdikæden, sikre korrekt registrering i producentregistret og få styr på dokumentationen for deres emballageløsninger.
Miljøministeriet har endnu ikke udarbejdet en endelig national vejledning om placeringen af producentansvaret under de nye definitioner og retningslinjer præsenteret af EU-Kommisionen, men DS Smith følger processen tæt for at kunne rådgive kunderne bedst muligt igennem overgangen.
-lipe