DS Smith sætter spot på butikskæderne

DS Smith sætter spot på butikskæderne

DS Smith Display tror på de fysiske butikker, og vil under navnet 'Retail', tilbyde skræddersyede løsninger til in-store markedsføring , bl.a. skiltning, belysning, digitale skærme med mere

De fysiske butikker er i skarp konkurrence med forbrugernes digitale shoppevaner, men hos DS Smith Display tror de på fremtiden i den fysiske butik.

Ifølge Sales Director Casper Herold hos DS Smith Display er den største udfordring for butikkerne at give deres kunder en god oplevelse, når de kommer i butikken - både i forhold til stemningen og rammerne i butikken men også i forhold til noget så banalt som at kunne finde de varer, man som kunde er på udkig efter. Og netop denne oplevelse mener Casper Herold, at DS Smith kan hjælpe med at forbedre.

- Vi lever af at synliggøre produkter og brands i detailhandlen via emballager, displays og POS-løsninger, så det er oplagt at overføre nogle af de samme principper til butikskæderne, siger han.

Strategisk samarbejdspartner
Traditionelt har displayvirksomhedens forretning primært bestået af at hjælpe FMCG-producenterne med at promovere deres varer i butikkerne. Samarbejdet med butikskæderne er dog ikke nyt for virksomheden. DS Smith Packaging, som DS Smith Display er en del af, har et tæt strategisk samarbejde med en række forskellige butikskæder, og har en stor viden omkring trends og krav i detailhandlen.

- I dag kan vi tilbyde butikskæderne en lang række produkter og serviceydelser, der alle direkte eller indirekte er med til at øge salget i butikkerne, forklarer Casper Herold, og tilføjer:

 - Vi har længe arbejdet hen imod at kunne tilbyde os som en strategisk samarbejdspartner for butikskæderne, og det er glædeligt, at vi nu er klar både organisatorisk og kompetencemæssigt.

-lipe

6/6 2018