Certificeret dåsetun grovhitter i Danmark
Tun er blevet den mest solgte MSC-certificerede art i Danmark og står i dag for næsten en tredjedel af salget. Det viser MSC's første nordiske markedsrapport, Nordic State of the Market Report 2026
For få år siden var MSC-certificeret dåsetun et nicheprodukt. I dag bærer næsten al dåsetun i den danske detailhandel det blå MSC-mærke.
Det fremgår af Nordic State of the Market Report 2026 fra Marine Stewardship Council (MSC), der for første gang samler markedsdata fra Danmark, Finland, Norge og Sverige.
Forandringen kan aflæses direkte i salgstallene. Salget af MSC-certificeret tun i Danmark steg med 29 % til 6.734 ton i 2025/26, den største vækst i tunsalget blandt de fire nordiske lande.
Siden 2021 er salget steget med 460 %, og i dag står tun for 31 % af al MSC-certificeret fisk og skaldyr, der sælges i Danmark.
Tun er en lidt glemt succeshistorie. En vigtig årsag til væksten i salget af MSC-certificeret tun er, at langt mere certificeret tun er tilgængeligt. I dag er over halvdelen af verdens tunfangster MSC-certificerede.
Overordnet set har flere af verdens tunbestande det godt, fordi man har forvaltet dem med forsigtighed. Det er årsagen til, at danske forbrugere kan få MSC-certificeret tun fra Stillehavet, og årsagen til, at man i sommermånederne kan se atlantisk blåfinnet tun springe i Øresund.
Da tun primært sælges på dåse, har udviklingen også præget hele markedet. Konserves er i dag den største kategori for MSC-certificeret fisk og skaldyr i Danmark med 35 % af salget, foran frost (31 %) og køl (25 %). Danmark er det eneste nordiske land, hvor det er tilfældet.
Markedsoverblik for Danmark: Der blev solgt 21.550 ton MSC-certificeret fisk og skaldyr i 2025/26, og tun står nu for næsten en tredjedel af salget. Kilde: Nordic State of the Market Report 2026. (Grafik: MSC)
- Det er en stor forandring på få år. Før skulle man lede efter MSC-certificeret dåsetun. I dag står den på hylden, uanset hvor man handler, og i alle prisklasser. Det bæredygtige valg er blevet tilgængeligt for alle, og det viser, hvad der kan ske, når detailhandlen og leverandørerne går samme vej, siger Morten Fristrup, landechef for MSC i Danmark.
Samlet blev der solgt 21.550 ton MSC-certificeret fisk og skaldyr i Danmark i 2025/26, 4 % mere end året før. Det gør Danmark til det næststørste MSC-marked i Norden efter Sverige.
Det blå mærkes betydning
Selv om det blå mærke i dag findes på 951 produkter på det danske marked, ved langt fra alle, hvad det står for. Ifølge rapportens forbrugerundersøgelse kender 59 % af danskerne MSC-mærket, men kun 40 % af de danske forbrugere af fisk og skaldyr ved, hvad det betyder.
MSC-mærket findes på vildtfanget fisk og skaldyr fra fiskerier, der er uafhængigt certificeret efter MSC's standard for bæredygtigt fiskeri. Fiskeriet skal sikre sunde bestande, begrænse sin påvirkning af havmiljøet og være effektivt forvaltet.
- Mange danskere kender det blå mærke, men færre ved, hvad der ligger bag. Når man vælger fisk med mærket, er man med til at belønne de fiskerier, der passer på bestandene og havmiljøet.
- På den måde er vi sammen med til at bevare fisk og skaldyr, både i havet og på tallerkenen, for de kommende generationer, siger Morten Fristrup.
-hawin
Sådan finder man MSC-certificeret fisk og skaldyr
• Kig efter det blå fiskemærke med bogstaverne MSC på pakken.
• Mærket findes ikke kun på dåsetun, men også på blandt andet frossen fisk, rejer og dyrefoder.
• Opdrættet fisk og skaldyr kan ikke få MSC-mærket. Her kan du i stedet kigge efter ASC-mærket.
Fakta i korthed
Salg i Danmark, regnskabsåret 2025/26 (1. april 2025–31. marts 2026)
• 21.550 ton MSC-certificeret fisk og skaldyr (+4 % i forhold til 2024/25)
• 951 MSC-certificerede produkter på markedet
• Tun: 6.734 ton (+29 %), 31 % af salget og +460 % siden 2021
• Rejer: ca. 20 % af salget
• Konserves 35 %, frost 31 % og køl 25 % af salget
• Norden samlet: knap 95.000 ton (ca. +9 %)
Forbrugerundersøgelse (GlobeScan, februar–marts 2026)
• 59 % af danskerne kender MSC-mærket
Om rapporten
Nordic State of the Market Report 2026 er MSC's første rapport om markedet for MSC-certificeret fisk og skaldyr i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Salgsdata er indberettet af virksomheder, der bruger MSC-mærket, og opgjort som samlet produktvægt. Forbrugerundersøgelsen er gennemført af GlobeScan blandt 7.057 personer i de fire lande. Rapporten blev præsenteret den 7. oktober 2026 på MSC Nordic Seafood Futures i Malmø.
Forsiden af Nordic State of the Market Report 2026. Foto: (MSC )