Emballagetrykker fik årets miljøpris
Medarbejdere og ledelse i A.C. Schmidt har gennem de sidste par år arbejdet målrettet for at mindske belastningen af miljøet
MILJØ Hvidovre Kommunes miljøpris 2010 blev forleden tildelt emballagetrykkeriet A.C. Schmidt A/S, som har domicil på Avedøre Holme.
Formand for teknik- og miljøudvalget Finn Gerdes, som overrakte prisen til kvalitets- og miljøchef Flemming Skovlund fra A. C. Schmidt, roste firmaet og dets ansatte for deres store fælles miljø-indsats.
- I har opnået virkelig flotte resultater ved at ændre på mange forskellige områder. Og alt i alt har jeres tiltag medvirket til, at I nu årligt udleder 69 tons mindre CO2, sagde Finn Gerdes. - Jeg kan godt forstå, hvis I er stolte af jer selv.
Miljøchef fra AC Schmidt A/S Flemming Skovlund takkede for prisen og sagde: - Denne anerkendelse er en milepæl i virksomhedens arbejde for et renere miljø, så vi er utrolig stolte over dette skulderklap fra Hvidovre Kommune. Miljøprisen bekræfter os i, at vi er på rette spor i vores arbejde for en renere produktion.
I efteråret 2009 blev A.C. Schmidt det første emballagetrykkeri i Norden, som fik licens til Svanemærket, og i foråret 2010 fik virksomheden FSC certifikatet, som garanterer bæredygtigt skovbrug. Virksomheden producerer bl.a. emballage til medicinalindustrien.
Miljøtiltagene hos A.C. Schmidt omfatter bl.a. udskiftning til LED-lamper, grundigere affaldssortering og lysstyring.
-jk
Foto: Den 28. september blev Hvidovre Kommunes miljøpris 2010 uddeles i KB-salen på rådhuset af Finn Gerdes til Flemming Skovlund miljøchef i A.C. Schmidt.