Nyt liv til norske pizzaer
Designbureauet LFH har redesignet emballagen til Norges førende pizza-varemærke, The Big One. Forbrugernes vigende tillid til brandet skal nu generobres via produktforbedringer og et nyt emballagedesign.
MARKEDSFØRING Bureauet LFH fra London har valgt at designe et budskab, der er mere tidssvarende amerikansk, hvor hver af de fire varianter knyttes til silhuetten af en berømt amerikansk by, New York, Chicago, Seattle og San Francisco. Desuden har LFH forsynet emballagen med særskilte farver for at give varemærket den dynamik og energi, der kendetegner amerikansk byliv og for at give hver variant sit eget særpræg. Den mørkeblå baggrund blev bibeholdt som en nøglefarve for varemærket med henblik på at forøge særkendet og agere pejlemærke for forbrugergenkendelse. Desuden er varemærkets logo blevet finpudset for at gøre det mere tidssvarende, mens det samtidig er genkendeligt for eksisterende forbrugere.
Jørn Hammarstrøm fra producenten Stabburet udtaler: - De norske forbrugers tillid til kvaliteten af Big One er faldet i løbet af de seneste år. Efter at have foretaget en ganske stor teknologiinvestering på vores fabrik var vi dog i stand til at forbedre produktets og navnlig skorpens kvalitet betragteligt. Det var vigtigt for os, at den forbedrede kvalitet også blev afspejlet i emballagens design, men eftersom vi har mange forbrugere, var det lige så vigtigt, at den var genkendelig. Big One er altid blevet knyttet til amerikansk kultur, og da folks opfattelse af USA har ændret sig, var dette en god lejlighed til at give The Big One en opfriskning.
LFHs kreative chef, Steve Irvine, siger: - Den overordnede strategiske udfordring bestod i at udsende et klart budskab om, at en ny og bedre Big One er ankommet. Det er en frossen pizza af god kvalitet og med en fortræffelig smag. Vi har foretaget en gennemgribende opdatering af designet for at gøre det toneangivende på markedet for frosne pizzaer.
Designbureauet LFH har stor erfaring på de skandinaviske markeder, hvor forbrugerne kan nikke genkendende til deres produkter fra bl.a. Fazer, Finlands største konfekturekoncern, Orkla Group, Mills og Carlsberg.