Gråsten styrker genanvendelse Graasten flasker på grillbordet

Gråsten styrker genanvendelse

Med skiftet fra papir- til plastetiketter på Gråstenprodukter bliver det muligt at genanvende 524 tons plast fra den samlede emballage

Grillsæsonen nærmer sig, og selvom det ikke er noget, man ser med det blotte øje, er nogle af favoritterne på grillbordet blevet mere genanvendelige. 

For forbrugeren vil etiketten på Graastens sennep, remoulade mm. ligne sig selv, men i praksis vil den ikke længere være lavet af papir, men af plast. En lille ændring med stor effekt for genanvendelsesgraden. 

Den usynlige transformation øger nemlig genanvendelsesgraden med 100%.

I øjeblikket er Stryhns Gruppen i gang med et større projekt for at skifte papiretiketterne ud med plast på kondimentflaskerne (remoulade, sennep, ketchup m.m.) i Gråsten. 

Skiftet fra papir- til plastetiketter vil betyde, at produkterne går fra multimateriale til monomateriale, hvor både flaske og etiket er i samme type plast. Det gør emballagen egnet til genanvendelse i praksis, fordi papiret på plastflasken ellers ”forurener” rensningsmaskinerne under genanvendelsesprocessen.

Det skriver Gråsten Gruppen i en pressemeddelelse. 

heri hedder det endvidere, at når den nye plastetiket er fuldt implementeret på alle store og mellemstore Graasten-flasker, vil det betyde at ca. 524 tons plast fremover kan genanvendes årligt.

- Det er et godt eksempel på, hvor kompleks emballage og genanvendelse egentlig er. Det handler ikke bare om, hvilke materialer vi bruger – men om sammensætningen, hvis det skal være muligt at genbruge emballagen igen, siger Kristian Kornerup Jensen, adm. direktør i Stryhns Gruppen.

Det samme princip er allerede implementeret på Graastens 150-grams tuber, hvor et nyt låg betyder, at hele emballagen nu består af én type plast. Det gør tuberne genanvendelige og betyder, at yderligere 46 tons plast nu kan genanvendes årligt.

Fra enkeltgreb til større omstilling
Initiativet er en del af en bredere indsats, hvor Stryhns Gruppen arbejder imod, at al emballage skal kunne genanvendes i 2030, og at 50% af emballagematerialet skal være genanvendt.

Som led i den udvikling er virksomhedens mærkevarer K-Salat allerede i rPET – genanvendt plast – som samtidig kan genanvendes igen til anden slags emballage, mens private label-serien i pålægssalater er i gang med at blive omlagt. 

Forventningen er at hele serien er gået over til rPET plast i slutningen af 2026. Det er et vigtigt skridt i en langsigtet plan om at øge brugen af genanvendte materialer.

Det kræver betydelige investeringer at tilpasse produktionslinjer til nye materialer: 

- Vi kan ikke bare vælge den løsning, der ser bedst ud på papiret. Vi skal rent praktisk kortlægge, hvordan vi kan omstille hver type emballage, hvad det kræver af de forskellige produktionslinjer – og sikre, at kvaliteten fortsat holder hele vejen til forbrugeren. 

- Hvis en etiket ikke sidder præcist, eller emballagematerialet opfører sig anderledes, kan det potentielt stoppe produktionen. Derfor er selv små ændringer noget, vi tester grundigt.

- Det kræver tæt samarbejde med både vores leverandører og selve produktionen, når vi tilpasser emballage, siger Kristian Kornerup Jensen.

Parallelt med de større omlægninger arbejder Stryhns Gruppen løbende med at reducere materialeforbruget, hvor det er muligt.

Siden 2021 er både bægre til pålægssalater, flasker til sauce og kondimenter som remoulade og ketchup, samt postejlåg blevet ændret marginalt for at spare på plasten, hvor man kunne. Det lyder måske ikke af meget, men samlet set har det gennem årene betydet en reduktion på 48 tons plast.

- Det er en tre-delt indsats: Vi reducerer den samlede mængde emballage og arbejder samtidig på at gøre den mere genanvendelig – og øge andelen af genanvendt plast. 

- Vi har en langsigtet plan for løbende at udskifte resten af vores produktionslinjer med nye, der er mere fleksible, og kan håndtere genanvendt og genanvendeligt plast. Det er vi i øjeblikket i gang med i Havnsø, siger Kristian Kornerup Jensen.

-hawin

Fakta:

Store og små flasker fra Graasten Salater henviser til 375 og 800 grams flasker med ketchup, remoulade, sennep, mayonnaise og dressinger. Hele sortimentet findes på Produktoversigt | Graasten Salater

Stryhns Gruppens overordnede bæredygtighedsmål:
CO2-neutral i egen produktion i 2030
25% reduktion af CO2 i Scope 3 inden 2030
Mål om CO-2 neutral værdikæde i 2050
Al emballage skal kunne genanvendes i 2030
50% af emballagematerialet skal bestå af genanvendt materiale i 2030

18/5 2026
  • Flere varer bliver To Good To Go

    Flere varer bliver To Good To Go

    emballage ›Fremover bliver personlig pleje, dyrepleje, blomster og planter, ernæring og kosttilskud og boligprodukter også en del af verdens største markedsplads for overskudsvarer
  • Nespresso går tilbage til aluminium

    Nespresso går tilbage til aluminium

    emballage ›Efter tre års markedstest af fiberbaserede kaffekapsler skifter producenten igen til aluminium. Klimaaftrykket er stort set det samme, siger Nespresso
  • Blå kending i ny version

    Blå kending i ny version

    emballage ›Den har båret bl.a. vasketøj, flyttelæs, pant og indkøb gennem 30 år, og tidligere i år forlød det, at den ikoniske FRAKTA-pose skulle udgå i sin hidtidige form. Nu præsenterer IKEA den vellignende afløser
  • Højere trykstyrke på ny papgeneration

    Højere trykstyrke på ny papgeneration

    emballage ›Med NEW Billerud Flute har producenten Billerud forbedret kvaliteten af sit varemærke. Den øgede trykstyrke giver bl.a. kunderne muligheder for bl.a. smartere design og lavere vægt på og bølgepapemballage
  • I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    I front for betydelige investeringer i cirkulær plast

    emballage ›Craig Arnold er udnævnt som Head of Circular Plastics og medlem af ledelsen i KIRKBI Climate, som fremover vil deltage mere aktivt i udvikling af virksomheder, der bidrager til at løse klimaudfordringerne
  • Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    Ny, papirbaseret isemballage fra Tetra Pak

    emballage ›Emballagen af op til 85 procent papir og andre fornybare materialer bliver i øjeblikket testet, og forventes på på det euroæiske marked inden jul
  • Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    Madspildsskolen ruster børnefamilier til en fremtid uden madspild

    emballage ›Madspild koster Danmark dyrt – for klimaet, for samfundsøkonomien og for den enkelte forbruger. Nu skal næste generation rustes med de færdigheder, der skal til for at vende udviklingen, når Madspildsskolen igen slår dørene op i efterårsferien
  • Lettere at bruge for flere fingre

    Lettere at bruge for flere fingre

    emballage ›To forskellige låg-løsninger vandt førstepræmier i årets PackNorth emballagekonkurrence. Fælles for dem er forbrugervenligheden