Tilbageviser kritik i Ekstra Bladet
To brancheorganisationer tager skarpt afstand fra påstande fremsagt for nyligt i dagspressen om fødevareemballage og afgivelsen af skadelige stoffer.
SUNDHED Ekstra Bladet hævder i en artikel d. 23. juni 2010, at skadelige stoffer vandrer fra fødevareemballager til de madvarer, vi køber i supermarkederne og at emballagebranchen i Danmark derved ikke lever op til reglerne på fødevareområdet og ikke overholder gældende grænseværdier.
Disse påstande er imidlertidig usande og kan tilbagevises af EmballageIndustrien og Plastindustrien i Danmark, skriver de to brancheorganisationer i en fælles pressemeddelelse d. 25. juni, der også slår fast, at forbrugernes sikkerhed og sundhed er garanteret gennem brug af kendte og testede materialer til emballager.
Af pressemeddelelsen fremgår det bl.a., at ”den danske emballagebranche løbende samarbejder med fødevareproducenterne om helt at fjerne eller minimere eventuelle risici for afsmitning fra emballagen til fødevaren.”
Desuden fremgår det af samme pressemeddelelse, at ”EmballageIndustrien og Plastindustrien i Danmark arbejder sammen med vores europæiske søsterorganisationer for at opnå fælles europæiske retningslinjer for optimal sikkerhed i fødevareemballager. Dette samarbejde gør, at vi har en fuldt opdateret viden om udviklingen på området og til enhver tid kan skride ind overfor enhver potentiel risiko.
Derudover udtaler brancheorganisationerne, at de har en tæt kontakt til Fødevarestyrelsen og samarbejder med dem for hele tiden proaktivt at kunne vurdere, hvordan risici kan fjernes, og hvordan området kan reguleres mest hensigtsmæssigt.
Endelig påpeger brancheorganisationerne, at alle danske emballagevirksomheder har pligt til at indføre hygiejnesystemer og procedurer, der sikrer grundig egenkontrol. Virksomhederne skal derudover etablere et sporbarhedssystem til råvarer og de færdige produkter. Dette system indbefatter krav til migrationsanalyser af emballagen, så man netop sikrer, at der ikke vandrer uønskede stoffer fra emballagen til fødevaren.
-jk