Cocio hædret af FINAT
Etiketpris til Cocio Økologisk chokolademælk, hvis fire ’ingredienser’ går op i en højere enhed
ETIKETTER Salget af økologiske produkter er steget år for år med mejeriprodukter og grønt som drivende produkter. Samtidig vælger flere og flere forbrugere at leve økologisk – og det er især kvinderne, der regerer i indkøbsnettet.
Senest har Cocio set mulighederne på markedet og derfor lanceret en ny Cocio Økologisk chokolademælk, der udelukkende består af økologiske råvarer og kun indeholder tre ingredienser: Letmælk, rørsukker og kakao.
En fjerde ’ingrediens’, etiketten er nu blevet hædret ved tildelingen af etiketprisen Finat Award 2010. Etiketten til Cocio Økologisk er trykt af Skanem Hobro og blev valgt pga. den fremragende trykteknologi, offset/flexo samt for sammenhængen mellem den tilhørende reklame/marketing og slutproduktet i sig selv.
- Vort løfte til forbrugerne skal afspejles i vort design. Derfor har vi redesignet al vor emballage, således det netop udtrykker smagen af ren nydelse, fortæller Jette Simonsen fra Cocio.
- Cocio drikkes almindeligvis typisk af en mand på ca. 20 år, studerende, under uddannelse/i lære eller måske håndværker, uddyber Jette Simonsen. - Vi havde behov for produkter og emballager, der har en mere feminin profil. Alle tre produkter henvender sig til målgruppen 20-40 år, med en kvindelig profil – det viser alle test; alle produkter tester positivt i målgruppen, men de er også til mænd, pointerer Jette Simonsen.
Skanem Skandinavia er en del af Skanem A/S som er en af Europas største producenter af selvklæbende etiketter. Skanem har over 1100 ansatte og 14 fabrikker fordelt på otte lande, Norge, Sverige, Danmark, England, Polen, Tyskland, Rusland og Thailand.
-jk
Foto: Designet af Cocio Økologisk chokolademælk tiltaler kvinderne; den er lille og handy og størrelsen passer perfekt fx til brunch ellere som snack. Og så er etiketten netop blevet hædret med en FINAT Award 2010. Her ses Jette Simonsen fra Cocio (mf.) samt Anette Færch, key account manager, Skanem Hobro (th.).