Danmark skal være rollemodel for cirkulær plastemballage

Danmark skal være rollemodel for cirkulær plastemballage

Medlemmerne af Plastindustriens nye forum enige om en ambitiøs vision, hvor alle tager ansvar. Fire arbejdsgrupper er nedsat

 

 

Af Lisbeth Petersen

- Det gik over al forventning, siger miljøpolitisk chef i Plastindustrien, Christina Busk om det første møde, der i slutningen af august blev holdt med de 16 medlemmer af brancheorganisationens nyligt nedsatte Forum for cirkulær plastemballage.

- Repræsentanterne for hele leverandørkæden, fra råvareproducenter til detailbranchen, er enige om, at der skal skabes nye løsninger, men at det er svært at gøre alene. Derfor er det meget positivt, at hele industrien er klar til at tage ansvar, og at vi på det første beslutningstagermøde kunne blive enige om visionen: Danmark som rollemodel for cirkulær plastemballage, lyder det fra Christina Busk.

Plastindustrien præsenterede her i sommer det forum, som i løbet af det næste halve års tid skal arbejde med udvikling af mere miljøvenlig og genbrugsanvendelig plastemballage.

Baggrunden er bevidstheden om, at plastemballage er svær at komme uden om på grund af sin effektive beskyttelse, som både forlænger fødevarers holdbarhed og minimerer madspild. Samtidigt er danske plastvirksomheder dygtige til at udvikle nye emballageprodukter, som ofte vinder priser og bliver eksporteret til hele verden.

Men plastemballage udgør også et stort miljøproblem, og sidste år konkluderede en rapport fra The Ellen MacArthur Foundation, at en tredjedel af den nuværende plastemballage kræver et nyt design, hvis den skal kunne genanvendes, men at 50 procent af den til gengæld vil være særdeles økonomisk attraktiv at genanvende, hvis design og indsamlingsstrukturer bliver justeret.

Fra design til forbrugerformidling

Derfor har Plastindustrien nu samlet en bred gruppe af fagfolk og interessenter, fra plast- og fødevarebranchen, forskningsområdet, detailhandelen, Naturfredningsforeningen og det politiske niveau, og de vil i de kommende måneder dele sig op i fire arbejdsgrupper med følgende emner:

Design til cirkulær emballage – herunder materialevalg, størrelser og grader af renholdelse på returemballage.

Genanvendelse af plastemballage, herunder fokus ideer til nye metoder for indsamling og retursystemer

Bæredygtigt forbrug, bl.a. formidling til forbrugerne om fordelene ved plastemballage og om de værdier, der ligger i miljøvenlig produktion og genanvendelse.

Mad og produktspild – i både industrien og hjemme hos forbrugerne. Blandt andet med fokus på emballage, det er nemmere at tømme helt.

Alle fire arbejdsgrupper vil fremlægge både en businesscase, en aktivitetsplan og en form for prototype for deres respektive områder, og mødes igen i den samlede beslutningstagergruppe i november måned.

Forum for cirkulær plastemballage består af:

Christina Busk, Plastindustrien

Sine Beuse Fauerby, Danmarks Naturfredningsforening

Gitte Buk Larsen, Aage Vestergaard Larsen A/S

Ulf Arnesson, Stena Recycling

Henning Sandal, Færch Plast

Malene Teller Blume, COOP

Karen Marie Tyberg, Arla

Maja Rosenstock, Aarstiderne

Lars Skjold Frederiksen, RPC Superfos

Anders Top Haustrup, Plus Pack

Anette Priess Gade, Styropack

Kjeld Pedersen, Kellpo

Pia Dahlin, BASF

Sofie Kastbjerg, Teknologisk Institut

Carsten Bach, Liberal Alliance

Christian Poll, Alternativet

20/9 2017