
Ny administrerende direktør for Antalis i Danmark
Som et naturligt skridt på vejen mod at samle Antalis aktiviteter i Danmark under et fælles selskab, er der nu udnævnt en fælles direktør for de danske afdelinger
PAPIR Tidligere i år opkøbte Antalis koncernen PaperlinX i Danmark, og beslutningen om en fælles ledelse har bl.a. til formål at styrke Antalis kontorerne i henholdsvis Holstebro, Vejle og Valby.I rollen som administrerende direktør for Antalis Danmark indtræder Steen Murmann, som siden 2011 har været administrerende direktør for Antalis afdelingen I Valby.
Steen Murmann har en stærk kommerciel baggrund og lang ledelsesmæssig erfaring, og har de seneste år gennemført en succesfuld turnaround af Antalis nuværende forretningsområder I Danmark. 50-årige Steen Murmann har arbejdet i virksomheden siden 1997, men har været i branchen siden 1986.
Steen vil få ansvaret for i alt 220 medarbejdere og han er overbevist om, at en fælles ledelse vil øge både synergi og samarbejde:
- Vores kompetencer komplementerer hinanden godt: I Holstebro finder vi en af landets største leverandører af emballageløsninger, mens man i Vejle er markedsledere inden for sign & display løsninger. Sidst men ikke mindst har vi i Valby Europas førende distributører af papir og printmedier, udtaler Steen Murmann.
Antalis er en del af den franske koncern Sequana. Antalis har afdelinger i 44 lande og den samlede omsætning udgjorde i 2014 3,3 mia. euro. Det samlede antal medarbejdere er 5.500.
-jk