Danske Lyras udvalgt til prestigefyldt amerikansk projekt
CEO I Lyras, Rasmus Mortensen, præsenterer Lyras for verdens tredjestørste mejeriorganisation, DFA

Danske Lyras udvalgt til prestigefyldt amerikansk projekt

Danske Lyras er blevet udvalgt af verdens tredjestørste mejeriorganisation, Dairy Farmers of America, til prestigefyldt udviklingsprojekt. I forløbet får Lyras en grundig introduktion til den amerikanske mejeribranches distribution, forsyningskæde og fødevarelovgivning

Nordjyske Lyras har takket ja til at deltage i et eksklusivt samarbejde med verdens tredjestørste mejeriorganisation, nemlig Dairy Farmers of America (DFA).

Invitationen til samarbejde klæder Lyras på til at fortælle de amerikanske mejerier om sin teknologi, raslysering, som kan spare 60 til 90 procent af fødevarefabrikanters energiforbrug og udledning af CO2 i forhold til traditionel pasteurisering.

Metoden sparer også 60 til 80 procent af forbruget af vand i forhold til traditionel varmebehandling af fødevarer i fødevareindustrien. Samtidig styres fødevarekvaliteten sikkert.

- Lyras tilbyder ny viden og nye idéer, som er til gavn for vores mælkebønder og mejerister, så de får mulighed for at vokse og udvikle mejerifaget. Derfor er den danske virksomhed udvalgt som et af de seks firmaer, som får lov at gennemgå vores program i år, siger direktør for kulturel innovation i DFA, Doug Dresslaer.

Grundig indsigt i amerikansk mejeribranche
Projektet giver Lyras grundig indsigt i den amerikanske mejeribranche og er samtidig en mulighed for at arbejde sammen med topledere fra DFA og andre relevante ledere i branchen.

Gennem forløbet på tre måneder giver DFA en grundig introduktion til bl.a. den amerikanske mejeribranches distribution og forsyningskæde, produktudvikling, brandopbygning, salgs- og marketingkanaler samt amerikansk fødevarelovgivning.

- DFA’s invitation er en helt uvurderlig lejlighed til at lære det amerikanske mejerimarked at kende indefra. Vi har fx allerede lært, at et vigtigt salgsargument “over there” ikke bare er de op til 90 procent energi, vores teknologi kan spare i forhold til traditionel pasteurisering.

- I de stater, som kæmper med tørke om sommeren, er det også et tungtvejende rationale, at de kan spare op til 60 procent af deres vandforbrug, fortæller Majbritt Groes, Head of Marketing, Lyras.

Hun og en række kolleger har haft travlt med online møder for at følge med i forløbet, som foregår efter amerikansk tid, når den danske arbejdsdag slutter.

Inden projektet er slut, har DFA også produceret et indslag om Lyras i deres podcast “Talk dairy to me”, som distribueres til deres mere end 11.500 medlemmer. Samtidig optages en video om Lyras i samarbejde med DFA, som vises på virksomhedens website.

Prisbelønnet og populær
Lyras har haft et fornemt år, hvor virksomheden i marts blev udnævnt til EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact.

Samme uge landede firmaet et trecifret millionbeløb i investeringsrunde med bl.a. Bagger-Sørensen.

Lyras’ teknologi er solgt til virksomheder i USA, Australien og Spanien og er lige nu ved at blive installeret på danske og svenske mejerier.

For nylig blev metoden valgt til sikring af et af verdens dyreste mejeriprodukter, nemlig proteinet lactoferrin, som blandt andet bruges i modermælkserstatning til spædbørn.

Det var den australske fødevareproducent Beston Global Food Company, som i en periode har sikret sig eneret i Australien og New Zealand til den energisparende teknologi.

-hawin

 

Fakta om Lyras og raslysering  
Lyras har udviklet en teknologi, der inaktiverer mikroorganismer i råmælk og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys. Teknikken er langt mindre energikrævende end traditionel pasteurisering, der kræver at produktet varmes op og køles ned igen. Den nye teknologi hedder raslysering og benytter en UV-lyskilde, kombineret med et lysfilter, der koncentrerer en bestemt type UV-lys, som mælk eller væske ledes forbi i en kontrolleret bevægelse, så alt belyses. Hermed inaktiveres bakterier og sporer effektivt samtidig med, at mælken beholder vitaminer og smag. Teknikken kan også bruges på juice, vin, øl og mange andre flydende væsker og fødevarer.    

Ordet raslysering    
Ordet pasteurisering kommer fra opfinderen Louis Pasteur. Lyras’ teknologi til at inaktivere bakterier og sporer med UV-lys i stedet for energikrævende opvarmning er før blevet kaldt for ”koldpasteurisering”. Men fordi ordene ”kold” og ”pasteurisering” er modstridende, bruges nu i stedet ordet raslysering. Ordet er skabt af de tre første bogstaver i navnet Rasmus Mortensen, opfinder af teknologien, og ordet lys.  

Dairy Farmers of America
Dairy Farmers of America (DFA) er et landmandsejet mejerisamarbejde med fokus på kvalitet, innovation og familieejede mejeriers fremtid. DFAs medlemmer tæller mere end 11.500 gårdejere, som fremstiller mejeriprodukter under regionale mærker som blandt andet Alta Dena Dairy, Meadow Gold Dairy, Friendly's, Borden Cheese, Plugrá Premium Butter og Kemps.

 

2/8 2022