Europas fødevare-klimamærker mangler fælles LCA-sprog
De mange klimamærker, der bygger på livscyklusvurdering (LCA), er sat i verden for at skabe klarhed, men ender ofte med at skabe forvirring. Årsagen er forskellige beregningsmetoder og måder at kommunikere på. En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet opfordrer til hurtig harmonisering for at undgå yderligere forvirring blandt forbrugerne
Europas fødevare-klimamærker mangler fælles LCA-sprog
De mange klimamærker, der bygger på livscyklusvurdering (LCA), er sat i verden for at skabe klarhed, men ender ofte med at skabe forvirring. Årsagen er forskellige beregningsmetoder og måder at kommunikere på.
En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet opfordrer til hurtig harmonisering for at undgå yderligere forvirring blandt forbrugerne
Forvirring på hylden: I en europæisk supermarkedsgang står to pakker pasta side om side. Begge hævder at være "klimavenlige." Den ene har et grønt "A" i et trafiklys-system. Den anden viser et tal: 1,8 kg CO2 pr. kg. Hvilken er bedst? Hvilken skal du vælge?
Hvis man er forvirret, er man nok ikke alene. Over hele Europa er en stille revolution i gang med klimamærkning af fødevarer, men den er rodet og fragmenteret.
Ifølge ny forskning kan det undergrave den tillid, mærkerne egentlig skal skabe.
Fødevaresektoren står for cirka 30 procent af verdens drivhusgasudledninger. Uden store ændringer i, hvad vi spiser, og hvordan vi producerer det, når vi ikke klimamålene.
Klimamærker, de små ikoner og ranglister på emballagen, skal hjælpe forbrugerne med at vælge grønnere og tilskynde producenter til at udvikle mere bæredygtige løsninger.
Men problemet er, at Europas klimamærker er et sammensurium af ordninger med hver deres metode, beregning og design.
En ny undersøgelse fra LCA-teamet på Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet giver det første samlede overblik over disse mærker, og resultaterne er opsigtsvækkende.
Indblik i studiet
Forskerne har undersøgt 31 klimamærker baseret på LCA i EU (27), Storbritannien, Schweiz og Norge. Mærkerne skal måle og kommunikere et produkts miljøaftryk.
1. Forskellige LCA-metoder bag mærkerne
Måleenheder: Nogle beregner pr. kilo, andre pr. portion, og ét bruger en "daglig fødeenhed," der kombinerer ernæring og energi.
Systemgrænser: Skal mærket inkludere madlavning hjemme og affaldshåndtering? For 34 % af mærkerne: ja. For resten: nej.
Miljøkategorier: De fleste fokuserer kun på klima, mens andre medtager op til 16 kategorier fra vandforbrug og arealanvendelse til toksicitet og ressourceudtømning. Nogle tilføjer endda sociale aspekter som dyrevelfærd og arbejdsforhold.
Resultatet: En enorm variation. To mærker kan vurdere samme produkt og nå vidt forskellige konklusioner, alene fordi de regner forskelligt. For forbrugerne er det mere end forvirrende; det svækker tilliden til hele idéen om klimamærkning.
2. Forskellig kommunikation på mærkerne
Ud over metoden betyder formidlingen meget. Skal man bruge bogstaver, tal, stjerner eller trafiklysfarver? Skal man vise én samlet score eller flere indikatorer?
Studiet viser, at 74 % af mærkerne bruger en trinvis skala, typisk markeret med farver eller bogstaver. Andre nøjes med en simpel løsning: et badge, der siger "godkendt" eller "ikke godkendt." Nogle kombinerer to typer information: et konkret tal (for eksempel gram CO2) og en vurdering på en skala fra A til G. Problemet er, at der ikke findes fælles regler for, hvor grænserne går mellem de forskellige trin.
Eksempel: Den bedste karakter for oksekød kan betyde alt fra 0,15 kg CO2 pr. kg i én ordning til 24,4 kg CO2 pr. kg i en anden.
3. Vejen mod harmonisering
Europa er globalt førende på klimamærkning af fødevarer. Men uden harmonisering risikerer vi et marked fyldt med forvirring. Producenter kan vælge det mærke, der får dem til at se bedst ud, og forbrugerne kan opgive helt at finde hoved og hale i mærkerne.
EU's Product Environmental Footprint (PEF) giver en fælles LCA-ramme. Men ifølge mærkeejere er PEF langt fra perfekt: dyr, data-tung og mangler fokus på biodiversitet og jordbundsforhold.
Forskerne opfordrer til hurtig handling: klare retningslinjer for metoder, gennemsigtige regler for datakvalitet og standardiserede mærkeformater, der balancerer videnskabelig præcision med forbrugerforståelse.
"Klimamærker kan drive bæredygtige valg," understreger forfatterne, "men kun hvis de er troværdige, sammenlignelige og lette at forstå."
Indtil videre er supermarkedshylden en slagmark af logoer og farver; en grøn labyrint, hvor klarheden er svær at finde frem til.
Nøglefund
31 klimamærker analyseret i EU, UK, Schweiz og Norge.
61 % stammer fra Vesteuropa; ingen fra Østeuropa.
74 % bruger graduerede formater; halvdelen med trafiklysfarver.
KLimamærker refererer til forskellige LCA-standarder.
Grænseværdier for bedste karakter varierer stort.
Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet; ADEME og Wageningen Universitet har samarbejdet om undersøgelsen, som Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har finansieret.
-hawin
Læs undersøgelsen HER
