- Vi har brug for plast, men vi skal genanvende mereFranz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S og folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) under rundturen på Mariagervirksomheden, der er Nordens største plastgenanvendelsesvirksomhed.

- Vi har brug for plast, men vi skal genanvende mere

Den nordjyske socialdemokratiske Mf'er, Ane Halsboe-Jørgensen besøgte forleden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager, for bl.a. at snakke om øget plastgenanvendelse

Et enigt Folketing har netop vedtaget den første danske plasthandlingsplan, og offentligheden har som aldrig før fokus på at debattere øget genanvendelse og plast generelt.

Derfor var der mange aktuelle anledninger til, at det nordjyske folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) den 18. marts var på besøg hos genanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen A/S i Mariager.

Virksomheden – som beskæftiger over 50 medarbejdere – har i mere end 45 år specialiseret sig i genanvendelse og regenerering af plastmaterialer. Ligeledes er Aage Vestergaard Larsen A/S ikke bleg for at blande sig i debatten om øget genanvendelse, og det var derfor også det primære tema under besøget, som bl.a. bød på rundtur i produktionen og i virksomhedens laboratorium.

- Vi sætter stor pris på besøget fra Ane Halsboe-Jørgensen, hvor vi fik en rigtig god og konstruktiv snak omkring plast. Folketinget har vedtaget en ny plasthandlingsplan, og den er et skridt i den rigtige retning, sagde Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen A/S, og fortsatte:

- Vi støtter særligt op om, at der skal være mere fokus på plastgenanvendelse i landbrug, byggeri og detailhandel. Netop i disse sektorer er der store mængder plast i høj kvalitet, som vi i dag forbrænder i stedet for at genanvende. I Danmark genanvender vi årligt i omegnen af 50.000 tons plastaffald ud af et potentiale på 325.000 tons.

Ane Halsboe-Jørgensen, der er opstillet i Nordjyllands Storkreds, sagde under besøget:
- Vi har brug for plast i vores hverdag, men vores forbrug er voldsomt, og vi er nødt til at genanvende mere. Derfor er vi heldige at have et firma som Aage Vestergaard Larsen A/S Vestergaard Larsen, der går foran i det arbejde. Virksomheden har selvfølgelig fokus på at tjene penge, men de er samtidig også drevet af at gøre en forskel. Det er en gevinst for os alle, at de ihærdigt arbejder på at finde fremtidens løsninger.

 Martin Scholdan (th.), kvalitetschef i Aage Vestergaard Larsen A/S, fortalte om vigtigheden af et konstant fokus på høj kvalitet i forhold til indsamling og sortering, da det gør det nemmere at genanvende plasten igen og igen. Til venstre ses folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen (S) og i midten Thomas Drustrup, adm. direktør i Plastindustrien


-lipe

 

21/3 2019