Skærevalser fusionerer
Gerhardt og RR Rotary fusionerer nu deres produktion af skærevalser, med Herlev som udgangspunkt.
Gerhardt International A/S, førende leverandør af roterende stanseværktøjer og RR Rotary A/S, der er leverandør af kvalitetsskærevalser inden for primært emballage, hygiejneprodukter og medikoprodukter, har fusioneret deres europæiske produktioner af skærevalser i Herlev. Fusionen trådte i kraft per 1. juli 2009. Som konsekvens af fusionen lukker Gerhardt International sin produktion af skærevalser i Kastrup, Danmark og Haarlem, Holland. Det nye fælles produktionsselskab får navnet GR Production A/S.
Den nye strategiske alliance betyder, at Gerhardts produktion af skærevalser er blevet flyttet til RR Rotarys fabrik i Herlev, København. “For Gerhardt er det et stort skridt ind i nye markedssegmenter, fordi vi nu kan tilbyde en komplet linje af fleksible stanseplader og skærevalser – også uden for etiketbranchen – til industrier som er underleverandører til automobilindustrien, elektronik-, mediko- og emballageområdet”, siger Klaus Damberg, Group President og CEO i Gerhardt International.
“Fusionen sikrer den nødvendige basis for stordriftsfordele med vores fælles produktionsfaciliteter og gør os i stand levere omkostningseffektive værktøjer til både Gerhardts og vores egne kunder,” siger Ole Rydahl, President i RR Rotary. Han fortsætter: “Vi kan blandt andet tilbyde vores ekspertise inden for skærevalser, som skærer gennem materialer helt op til 5 millimeters tykkelse.”
jk@odsgard.dk