HP nærmer sig flexible og karton
Samtidig med at digital print med HP i spidsen bliver de med at vinde ind på territoriet for flexotrykte etiketter, så er emballagebranchen også ved at være indenfor synsvidde.
- Vi vil jo gerne komme med noget helt nyt til alle store messer, og til næste drupa i 2012 vil man nok få en spændende nyhed at se omkring digital print på bredformat til flexible og karton, fortæller Jan-Oluf Jungersten, adm. direktør i Visutech, der forhandler HP Indigo i hele Skandinavien.
Og måske behøves man ikke vente så længe for at få et glimt af digital prints indtog i emballageverdenen, for forlydende om at HP allerede under IPEX messen i 2010 vil præsentere en printer til arktryk i halvformat bliver ikke tilbagevist af HP Visutech.
Det er fjerde gang at HP/Visutech deltager på Scanpack messen, hvor man har valgt at invitere en lang række etikettrykkerier med som eksempler på, hvad man i dag kan få ud af digital print. – Vi er glade for Scanpack, fordi det giver os chancen for at snakke med vores kunders kunder, så derfor er bl.a. Skanem, Skanket og Rotaket repræsenteret på vores stand, som giver de besøgende etiketkøbere et langt bedre indtryk af mulighederne med HP teknologien, siger Jan-Oluf Jungersten.
- I takt med at HPs digitale printere er blevet hurtigere og mere fleksible og at oplagene for etiketter er faldet til typisk 5000 meter, så kan 80% af alle etiketopgaver i dag udføres på en digital printer, forklarer Jan-Oluf Jungersten, der også mener at den pågående krise er et et godt udgangspunkt for at investere i ny teknologi.
- Selv om vi ikke har øget salgsvolumen over det sidste halve år, så er vores markedsandele vokset, fortæller Jan-Oluf Jungersten. Og det er sket på bekostning af flexotryk.
HP Visutech vil tilgodese varemærkeejernes stigende behov for i højere grad at tilpasse sig forbrugerens krav om fx personificering, hurtigere produktupdates og markedsføringskampagner. – Varens udseende er i dag mere væsentligt end nogen sinde, siger Jan-Oluf Jungersten, og vi skal gå forrest for at vise vejen til at udnytte de nye tekniske muligheder.
Foto: Jan-Oluf Jungersten, adm. direktør i Visutech, der forhandler HP Indigo i hele Skandinavien, foran HP Indigo 5500 arkmaskine.