
Gerresheimer slår et slag for miljøet
Med fem bærende værdisæt er plastproducenten nu nået til ’ansvarlighed’, hvilket blev fejret med global plastindsamling
MILJØ Siden 2010 har Gerresheimer arbejdet på at skabe en fælles forståelse af "One Gerresheimer". Med 11.000 medarbejdere og mere end 40 fabrikker fordelt i hele verden er det afgørende at dele de samme mål og have de samme kerneværdier.Derfor blev der formuleret en vision, en mission og fem kerneværdier, som er vores grundlæggende arbejdsprincipper; integritet, excellent, innovation, teamwork og ansvarlighed.
Og netop princippet ’ansvarlighed’ har virksomheden fejret i uge 25 sammen med resten af kollegerne i Gerresheimer over hele verden. Som plastproducent ville Gerresheimer Vaerloese A/S gerne støtte op om og bidrage til forskning om, hvordan vi lever bæredygtigt med plastik.
Hvert år udledes 10 millioner tons plast til verdenshavene. Forbruget er stigende, og menneskers levevis betyder, at havet ofte er endestationen for plastik, der oftest er designet til kun at blive brugt én gang. Typiske eksempler på plastikprodukter i havet er vandflasker og six pack holdere, der i det salte miljø holder 400 år.
Verdens vind- og strømsystemer fører plastikken til fem primære havområder, hvor plastikken koncentrerer sig og nedbrydes ved fysisk nedbrydning og solens UV stråling. Disse områder med store koncentrationer af plastik findes i det nordlige og sydlige Stillehav, i det nordlige og sydlige Atlanterhav samt i Det Indiske Ocean. I nogle områder er mængden af plastik fem gange højere end mængden af plankton. Tilsammen udgør arealerne med store koncentrationer af nedbrudt plastik et areal på størrelse med Afrika.
Og hvordan har Gerresheimer Vaerloese A/S i fællesskab støttet op om at leve bæredygtigt med plast? Alle medarbejdere har hver især indsamlet plastik i deres husholdning eller i de omkringliggende udearealer og smidt det i dertil indrettede containere på Walgerholm eller i Strandgade (Gerresheimers to fabrikker i Danmark).
Da ugen var omme blev plastaffaldet vejet og for hvert kilo plastik, som virksomheden indsamlede, har Gerresheimer Vaerloese A/S doneret 100 kr. til Plastic Change. Det blev i alt til 20.000 kr. til Plastic Change, som er en international organisation med base i Danmark, der ønsker at skabe opmærksomhed om konsekvenserne af den voksende forurening med plastik i havene og miljøet.
-jk