Svensk verdensrekord i stabling af totillaer
76,5 cm blev det til, da medarbejdere på Santa Marias fabrik i Sverige forleden satte sig for at slå den hidtidige engelske rekord på 68,6 cm i disciplinen 'Tortillatårn'
Af Lisbeth Petersen
Rekordforsøget foregik på Landskronavirksomheden Paulig Foods, der er ejet af Santa Mariakoncernen.
Og på trods af, at bløde madpandekager af hvede ikke er det nemmeste at stable, lykkedes det medarbejderne Anders Jonebring, Torbjörn Lilliebjelke og Stian Hvaal Møller at få placeret de 375 tortillaer perfekt, så den tidligere verdensrekord blev slået med hele 7,9 cm.
- Det føles selvfølgelig fantastisk. Inden selve rekordforsøget havde vi øvet os, og det var sværere, end vi troede, så det er en lettelse, at det lykkedes, da det virkelig gjaldt, siger Torbjörn Lilliebjelke, som er produktionsudviklingschef på Paulig Foods og initiativtager til rekordforsøget.
Fra rekordforsøg til restaurant
Det hele begyndte som en sjov aktivitet på en intern konference i virksomheden, men jagten på en verdensrekord viste sig at have stor interesse både hos medarbejdere og medier.
Og ud over at tortillaerne skabte rekord, mættede de dagen efter sejren også mundene i virksomhedens egen restaurant, Taste by Santa Maria.
- En af vores vigtigste visioner er bæredygtighed og nul madspild. Og jeg håber, alles vores gæster har følt lidt ekstra stolthed over at have en rekordtortilla i maven, lyder det fra Paulig Foods kommunikationschef Eva Berglie.
Hvert år bliver der bagt 585 millioner tortillaer på fabrikken i Landskrona