Ny, nordisk emballagekonkurrence
Til februar kåres de første vindere i Packnorth Award i Sverige. En dansk-svensk jury vil i løbet af vinteren gennemgå indsendte emballager, der bruges på det nordiske markeder, og bedømme dem efter fire kriterier: Grafisk form, emballagens effekt, valg af materiale og bidrag til cirkulær økonomi
Af Lisbeth Petersen
Fra nu af og frem til den 1. november kan producenter, designere m.fl. indsende deres bidrag til en af hovedkategorierne, som med 35 underkategorier dækker emballager til drikkevarer, fødevarer, personlig hygiejne, e-handel og industri foruden luksusemballager, etiketter, emballager af biobaserede materialer, smarte og intelligente emballager, inkluderende/bæredygtige emballager og en særlig kategori, hvor Nordisk Bioplastforening vil uddele en specialpris til en emballage af bioplast.
Erfaren jury
Bag den nye konkurrence står AGI Publishing House og magasinet nord emballage, hvis chefredaktør Bo Wallteg, også er formand for juryen.
De øvrige medlemmer, som vil bedømme hver emballage individuelt er:
Ulla Risager som er lektor på Danmarks Medie & Journalisthøjskole, og har en baggrund som grafiker, fotograf og art director.
Felix Helander, selvstændig markeds- og strategikonsulent, som arbejder med emballagespørgsmål, og har lang erfaring med hele værdikæden indenfor emballage- og livmiddelindustrien.
Carsten Bøg, som er kandidat i miljø- og ressourceplanlægning. Han er chef for den danske brancheorganisation Grakoms afdeling for CSR og miljø, og bruger også sin over 30 år lange erfaring til at rådgive virksomheder om bæredygtighed og ressourceanvendelse.
Katarina Eller-Haglund, adjunkt i Designvidenskaber på Lunds Universitet og den tekniske højskole samme sted. Hun har bl.a. erfaring med produktionsprocesser i emballageindustrien, og underviser bl.a. civilingeniører i at samarbejde med væremærkeejer om at udvikle fremtidens plastikprodukter.
Vinderen bliver kåret på Packnorth udstilling på Kistamässan i Sverige den 8. februar 2022 og i Danmark bliver der mulighed for at se bidragene på et Packnorths arrangement i Odense den 18. og 19. maj.