'Grøn' emballage skaber værdi fra eksport til salg
Nordic Bath skaber skræddersyede badløsninger og badeværelseskoncepter til skandinaviske specialkæder inden for VVS og detailhandler. Og emballagen er et vigtigt punkt for virksomhedens brand og grønne omstilling, også når produktionen foregår på fjerne markeder
Nordic Bath står bl.a. bag den populære badeværelsesbrand ’Duxa’ i Norge, hvor emballagen netop har været en af nøglerne til den store succes.
- Vores badelementer og emballage bliver alt sammen produceret hos nøje udvalgte samarbejdspartnere i Kina. Hvis man er 8.000 km væk, kan det dog være svært at kvalitetssikre, derfor har vi for 24 år siden etableret vores kinesiske organisation med hovedkontor i Shanghai. Den består af syv kontorer, der bl.a. overvåger produktionen samt kvalitetssikrer produkterne og emballagen hos vores samarbejdspartnere, fortæller administrerende direktør i Nordic Bath, John Aamodt.
Emballagen skal naturligvis være robust og kunne modstå en lang transport, så produkterne er beskyttet og kommer frem i god behold. Derfor er Nordic Bath omhyggelig i valget af emballageproducent, lige som virksomheden har skandinaviske ansatte på deres kinesiske kontorer, bl.a. for at få indført skandinaviske standarder til produktionen i Shanghai.
- Kravene til produktionen og kvaliteten af emballage er markant anderledes i Norden end i Kina. Vi har derfor udarbejdet kravspecifikationen i Skandinavien baseret på forskellige vareprøver. Ud fra dette har vores emballageingeniør i Shanghai udvalgt egnede samarbejdspartnere i Kina, siger John Aamodt.
Certificeret papir og skovdrift
Der bruges selvsagt meget emballage, når man producerer komplette kollektioner af badeværelsesinventar til forskellige brands. Derfor er det et naturligt fokusområde for nye initiativer til gavn for miljøet.
- Papiret vi anvender i vores emballage, kommer fra en af Kinas største papirleverandører, som er FSC-certificeret, så man i produktionen af papiret sikrer, at skovdriften er bæredygtig og tager hensyn til miljøet og naturen. Derudover er vi i fuld gang med at få vores trykkeri ISO 14001 certificeret, så vi kan optimere vores produktion i printfasen, hvilket vil bidrage til en yderligere reduktion af vores CO2-udledning, siger George Mao, der er emballageingeniør i Nordic Baths Shanghai-afdeling.
Emballage som værktøj til salgsoptimering
Emballagens værdiskabelse ligger ikke kun i en miljøvenlig produktion og en sikring af produkterne. Det er også et branding- og marketingværktøj, der har stor indflydelse på, hvor mange der tilvælger et produkt eller en kollektion. Det er de meget bevidste om hos Nordic Bath, der har et dedikeret team, som rådgiver kunderne om markedsføringen af deres nye badeværelsesbrand eller badelementer og hjælper dem med designet af bl.a. emballagen.
- Vi lever i en verden, hvor op til 82 % af slutkunderne beslutter sig ved hylden på salgsstedet, og hvor man i gennemsnit kun bruger 3 minutter på at vælge produkter. Derfor spiller emballage en utrolig vigtig rolle i forsyningskæden, hvor det visuelle udtryk i kombination med de rette informationer på varen er alfa og omega i henhold til salgsoptimering, fortæller John Aamodt og tilføjer:
- Som totalleverandør tilbyder vi naturligvis også kunderne sparring om og design af en ensrettet visuel identitet til deres nye badeværelseskoncept eller -brand lige fra brochurer og butiksudstilling til emballage. På baggrund af vores erfaring fra branchen kan vi sikre, at produkternes tiltrækningskraft og salgspotentiale maksimeres i butikkerne.
Om Nordic Bath
Nordic Bath er en skandinavisk badleverandør. Virksomheden tilbyder alle former for badeværelsesinventar og badeværelseskoncepter til detailhandlen, specialkæder og VVS-indkøbsforeninger.
Nordic Bath er en virksomhed under ITP Group, der har mere end 20 års erfaring med produktion af kvalitetsvarer fra Asien og Europa samt håndtering af hele forsyningskæden.
Virksomheden beskæftiger 18 medarbejdere i Skandinavien og har mere end 70 ansatte ingeniører, produktudviklere og tilsynsfolk i Kina.
I Norge dækker virksomheden mere end 120 butikker med brandet Duxa.
-lipe