Fra kompost til klimamad i kantinen
Meyers og det økologiske landbrug Søris vil i fællesskab udnytte potentialet i de grøntsager, som i dag bliver til overs, fordi de ikke lever op til gængse fødevareidealer. At udnytte giganthvidkål og krumme gulerødder, der ellers var blevet til kompost eller dyrefoder, er også godt for klimaregnskabet
I en nyligt publiceret, ambitiøs bæredygtighedsstrategi forpligter Meyers sig til at skabe målbar handling på en lang række områder som biodiversitet, klima og dyrevelfærd. Fødevarevirksomheden sigter desuden efter at blive 100% klimaneutrale på driften i 2025. Det kan kun realiseres gennem samarbejder og en flerstrenget indsats, hvor et af indsatsområderne er bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer.
Med det afsæt starter Meyers nu et projektsamarbejde med det økologiske landbrug Søris ved Ølstykke om at udnytte overskudsgrøntsager i kantiner og storkøkkener:
-Søris har været en god og nær samarbejdspartner gennem et årti. Vi arbejder ud fra samme værdigrundlag og sparrer ofte omkring idéer og holdninger, fortæller driftsdirektør for Meyers' kantiner, Liselotte Lybæk, og uddyber:
Foto: Martin Kaufmann
-Da vi hørte, at Søris grundet nuværende fødevarestandardiseringer hver dag sender mange – ellers spiseklare - grøntsager til kompost og dyrefoder, fik vi en idé, som taler direkte ind i vores arbejde med bæredygtighed og klima.
Meyers kan sætte dagsordenen på titusindvis af tallerkener hver dag
Gennem de sidste mange år er grøntsager og andre afgrøder i den vestlige verden blevet underlagt stadig striksere standardiseringer hvad angår længde, bredde og udseende for at kunne sælges på traditionel vis. De mange krav betyder, at landbrugene må producere ekstra grøntsager for at være sikre på, at størstedelen lever op til kravene, mens de afgrøder, som findes for små, for store eller for skæve til at blive solgt, vælges fra.
Med det nye samarbejdsprojekt vil Søris udforske mulighederne for at tale til kantine- og storkøkkenoperatører, som kan aftage større grøntsager og større mængder på færre leverancer.
Foto: Søris
-Meyers er en kæmpe driver i forhold til at skabe reel forandring. Som en stor, holdningsbaseret spiller i fødevare- og kantinebranchen, har de musklerne til at sætte dagsordenen på titusindvis af tallerkener hver eneste dag. Vi er begejstrede over at kunne være med til at vise, at økologiske grøntsager smager formidabelt – også selv om der måske ikke er tale om de smukkeste af slagsen, siger Claus Engly, Markedschef hos Søris.
Driftsdirektør for Meyers' kantiner, Liselotte Lybæk tilføjer:
-At arbejde med de her råvarer er både en gevinst for kokkenes kreativitet, og øger samtidig deres fokus på bæredygtighed i de daglige måltider. Derfor glæder vi os meget til at omdanne skæve og store grøntsager til velsmagende måltider ude i vores kantiner.
-lipe