Carl Ras dropper engangsplastposer
Når kunderne fremover køber værktøj og beslag, vil de få varerne med i stærke muleposer, der skal genbruges – og ikke i engangsplastposer. Og byggemarkedet vil også reducere mængden af anden emballage
- Ambitionen er at spare 80.000 engangsposer om året. Det vil medføre en halvering af plastposerne hos os. Samtidig består den nye pose af omkring 40 % genbrugsplast. Det betyder, at mere end ét ton ny-plast ikke skal produceres. Det skal der altså ikke bruges råvarer og energi til at fremstille eller bortskaffe, fortæller adm. direktør Gorm Rasmussen.
Generelt har Carl Ras allerede fokus på at reducere forbruget og i øvrigt genbruge de materialer, som allerede er i omløb. Så kæden vil aktivt lægge op til, at kunderne husker at bruge den udleverede mulepose mange gange – indtil den er slidt op.
Kvalitet der tåler genbrug
Den ambition kræver, at fremtidens kundeemballage er i kraftig kvalitet, så den kan tåle at blive brugt.
- Vi har ikke valgt den billigste pose, for den skal kunne holde til, at man bærer tungt værktøj eller kraftige beslag, siger CSR-konsulent i Carl Ras, Rene Sejbjerg. Han tilføjer:
- Poserne er gratis, men de udleveres kun, når de er nødvendige. Vi vil gerne tage ansvar, dér hvor vi kan gøre en forskel. Og vi føler os sikre på, at vores kunder er med på idéen. For håndværkerne vil også gerne bidrage, og desuden slipper de for bøvlet med at skaffe sig af med engangsposen. Vi håber at kunne inspirere til mere genbrug i hverdagen.
Carl Ras arbejder også på at reducere mængden af anden emballage som f.eks. anvendes til forsendelse, ligesom emballagen skal være miljøvenligt produceret. Også CO2-udslippet skal reduceres, f.eks. ved hjælp af el-drevne fragtbiler samt ved en gradvis overgang fra traditionel belysning til LED i alle Carl Ras’ 16 butikker.
Carl Ras arbejder desuden med bæredygtighed på en lang række andre områder, f.eks. støtte til indslusning af nedslidte og marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, udviklingsprojekter i Nepal samt udvikling af sunde medarbejdervaner.
-los