Begrebet 'bionedbrydelig' emballage er misvisende
Grakom bakker op om engelsk forslag om, at man stopper med at kalde fødevareemballage bionedbrydelig. For mange tror fejlagtigt, det betyder, at emballagen forsvinder af sig selv.
- Det er misforstået at kalde fødevareemballage for bionedbrydelig, og det risikerer at skade miljøet, hvis forbrugerne tror, at emballage reelt er bionedbrydelig, siger direktør i den engelske Foodservice Packaging Association (FPA) Martin Kersh til Packaging News.
Det skriver den danske brancheorganisation, Grakom i sit nyhedsbrev.
- Når vi bruger begrebet bionedbrydelig, tror alt for mange, at en bionedbrydelig emballage vil forsvinde til ingenting i løbet af kort tid, uanset hvor den bliver smidt. Men det er at vildlede forbrugerne, fordi de kommer til at tro, det er i orden at smide fødevareemballage i naturen.
Ofte sker der en sammenblanding mellem ordene bionedbrydelig og komposterbar, hvilket ifølge Packaging News også udspillede sig for nylig i det britiske underhus, da en række politikere brugte de to begreber i flæng.
Grakom er enig i FPA's krav om at stoppe med at bruge ordet bionedbrydelig.
- Det er faktisk en god nyhed for klima og miljø, at denne erkendelse breder sig, siger Grakoms miljøchef, Carsten Bøg.
-lipe