Lidl rådgiver leverandører om klimahensyn
Storøhage Kartofler i Odsherred er en af de fødevareproducenter, som gennem et leverandørprogram får hjælp til at spare både plast, penge og CO2
Kravene og behovet for dokumentation og reduktionsmål vokser i fødevarebranchen, og de kan være svære at håndtere for mindre danske leverandører.
Derfor har dagligevarekoncernen Lidl lanceret et leverandørprogram, der skal hjælpe kædens danske fødevareleverandører med at arbejde mere struktureret med konkrete klimaregnskaber og klimamål.
- Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling af fødevarebranchen, skal vi gøre det sammen med vores leverandører. Mange lokale producenter vil gerne arbejde mere målrettet med at reducere deres udledninger, men de har brug for de rette værktøjer. Det er netop dét, vi hjælper med gennem leverandørprogrammet, siger indkøbsdirektør i Lidl Danmark, Peer Sandtner.
Nyt mindset
Programmet er udviklet i samarbejde med rådgivningsbureauet SustainX og støttet økonomisk af Lidl.
Her får leverandørerne rådgivning, værktøjer og sparring til at kortlægge deres klimaaftryk og arbejde hen imod klimamål i overensstemmelse med Science Based Targets initiative (SBTi).
Blandt de deltagende er Storøhage Kartofler fra Odsherred:
- Vi har altid haft fokus på at bruge vores ressourcer fornuftigt, men programmet har gjort os endnu mere bevidste om de valg, vi træffer og om, hvor vi kan spare både plast, penge og CO2, fortæller Peter Anker fra Storøhage Kartofler.
Han fortsætter:
- Emballage fylder meget i vores klimaregnskab, og derfor arbejder vi løbende med at reducere plastforbruget, blandt andet ved at fjerne plastikbakken fra udvalgte produkter. Det har givet os et nyt mindset, hvor klima i højere grad er blevet en naturlig og integreret del af vores processer.
Samarbejdet med lokale fødevareleverandører spiller ifølge Lidl en vigtig rolle i koncernens arbejde med at nå målet om at reducere CO2-udledningerne i hele værdikæden med min. 90 procent frem mod 2050.
-lipe