Hotel-indsats mod madspild redder overskudsmad lokalt Projektleder Hanna Skovgaard fra den sociale organisation Café Exit afhenter mad fra lokalt Scandic hotel. Akkreditering: Scandic Hotels

Hotel-indsats mod madspild redder overskudsmad lokalt

I samarbejde med Stop Spild af Mad etablerer Scandic Hotels kæde i Danmark en landsdækkende model for lokal donation af overskudsmad.

Den 29. september fejres den nationale og internationale Madspildsdag, United Nations International Day of Awareness of Food Loss and Waste, IDAFLW. 

I den anledning lancerer Scandic Hotels og Stop Spild Af Mad sammen en ny landsdækkende indsats mod madspild.

Gennem Stop Spild Af Mad’s digitale platform www.GratisMad.dk bliver hotelkædens hoteller i Danmark koblet sammen med lokale organisationer, som kan hente overskydende, spiseklar mad og sørge for, at den kommer videre til udsatte mennesker, der har brug for den.

Fra nationalt samarbejde til lokal handling
Grundideen er enkel: mad skal hjælpes videre dér, hvor den allerede befinder sig. 

Når et Scandic hotel eksempelvis har overskydende mad efter en konference, et møde eller et større arrangement, kan hotellet gennem platformen www.GratisMad.dk få kontakt til lokale madspildsorganisationer og andre velgørende aktører i nærområdet. 

Disse kan hente maden og sørge for, at den kommer videre lokalt til blandt andre socialt udsatte, hjemløse, flygtninge og andre madfattige mennesker, som lokale organisationer og grupper hjælper.

Dermed undgår man unødig transport af maden til centrale lagre på tværs af landet. Indsatsen er landsdækkende, men selve madredningen foregår lokalt: lokale hoteller hjælper lokale organisationer, som hjælper lokale mennesker.

Hotellernes overskudsmad er allerede  tilberedt og spiseklar. Det kan eksempelvis være overskydende mad fra konferencer, møder og arrangementer.

 For de modtagende organisationer betyder det, at de ikke nødvendigvis selv skal bruge tid og ressourcer på at tilberede maden, før den kan komme videre til de mennesker, de hjælper.

Platformen bliver bindeleddet
www.GratisMad.dk er udviklet af Stop Spild Af Mad som en gratis digital platform, der forbinder virksomheder med overskudsmad med lokale organisationer og mennesker, som kan få glæde af maden. Platformen har allerede rundet 900.0000 besøg og anvendes blandt andet i forbindelse med donationer fra supermarkeder og fødevareproducenter.

Med det nye samarbejde med Scandic Hotels bliver hoteller nu koblet systematisk på infrastrukturen. Samtidig bliver indsatsen på lang sigt målbar.

- Som Danmarks største hotelkæde, Scandic Hotels, har vi også Danmarks største ansvar, siger Karsten Varshøj Nielsen, f&b direktør hos Scandic Hotels, og fortsætter:

- Scandic Hotels har arbejdet målrettet med at forebygge og reducere madspild i over et årti, men man kan aldrig opnå nul madspild. Vi ønsker, at god mad bliver spist frem for at ende som madspild. 

- Med vores hoteller placeret over hele Danmark har vi mulighed for at gøre en forskel lokalt, og samarbejdet gør det lettere at skabe forbindelsen mellem vores hoteller og de organisationer, som kan få maden hurtigt og sikkert videre. Lokale samarbejder og klog reduktion af madspild er en del af vores DNA.

Det stærke ved denne indsats er, at den både er landsdækkende og helt lokal. Overskudsmaden skal ikke på en lang rejse gennem Danmark, forklarer stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, som er idékvinden til platformen www.GratisMad.dk. 

- Når et lokalt Scandic hotel har god, spiseklar mad tilovers, skal den så vidt muligt hjælpes videre til udsatte mennesker i lokalområdet. Vi skaber forbindelsen mellem dem, der har maden, og de udsatte, der kan sørge for, at maden bliver spist, siger hun. 

Danmarks totale madspild ifølge Fødevarestyrelsen ligger på 881.062 ton om året, hvoraf servicesektoren står for: 42.000 ton, svarende til 4,8 %. 

EU har fastsat bindende reduktionsmål: Danmark skal reducere madspild med 10 % i fødevareindustrien og 30 % i husholdninger, detailhandel og restauration frem mod 2030.

Scandic Hotels har reduceret sit madspild med 31 % siden 2019, hvilket svarer til en besparelse på over 1,2 millioner måltider.

-hawin

21/9 2026