E-handel vokser med mere end 7 mia. kr.

E-handel vokser med mere end 7 mia. kr.

Danskernes forbrug på internettet når nye højder i 2019, især i danske webbutikker. Salget runder i år 140 mia. kr. viser de nyeste tal fra DIBS, der er leverandør af onlinebetaling

For mange danskere har det længe været naturligt at købe hotelophold, flyrejser, elektronik og tøj online, men ny DIBS-rapport viser, at der i 2019 også er en voksende appetit på nye varegrupper.
Der er især to grunde til, at den danske e-handel i 2019 vokser med over 5 pct. fra 133,5 mia. kr. i 2018 til i alt 140,7 mia. kr. i 2019: Bekvemmelighed og pris.

Det konkluderer DIBS, en del af Nets, som leverer onlinebetalingsløsninger til mere end 35.000 nordiske webshops, i rapporten Dansk e-handel 2019, hvor betalingsformidleren tager pulsen på e-handlen. Rapporten er baseret på en YouGov-rundspørge blandt 7.000 nordiske respondenter - heraf 2.000 danskere - og i den kortlægger DIBS danskernes onlinehandel.

Stor stigning på dagligvarehandel
Det står dog klart, at e-handlen spænder vidt, og hvor det for mange danskere længe har været normalt at købe hotelophold, flyrejser, elektronik og tøj online, er der i 2019 også en voksende appetit på nye varegrupper.

- Vi ser i disse år, at unge, som er flasket op med e-handel fra barnsben, begynder at flytte hjemmefra, købe egen bolig og stifte familie. For dem vil e-handel i stigende grad udfylde flere af deres shoppingbehov, hvilket mange butikker også har fået øjnene op for. Det er derfor ikke overraskende, at andelen af danskere som for eksempel køber dagligvarer online stiger med 11 pct. fra sidste år, og at det marked alene udgør 7,7 mia. kr., forklarer Head of Sales i DIBS, Henriette Høyer og uddyber, at det især er småbørnsfamilierne, som har taget den digitale dagligvarehandel til sig.

- I undersøgelsen svarer 32 procent af småbørnsfamilierne, at de bestiller dagligvarer hjem til døren, hvilket er et positivt nik til de dagligvarebutikker, som har formået at skabe et brugbart alternativ til de fysiske butikker, lyder det fra Henriette Høyer.

Vækst over hele linjen
I rapporten inddeler DIBS danskernes onlinehandel i tre kategorier, som alle vokser i 2019. Rejser indtager førstepladsen med 70 mia. kr., varer andenpladsen med 49 mia. kr., mens services lander på tredjepladsen med en samlet værdi af 22 mia. kr.

Med halvdelen af det samlede onlineforbrug tegner rejse-kategorien de største linjer i rapporten, men det er samtidig interessant at se, hvor danskerne lægger deres køb.

- Det er lidt paradoksalt, at andelen af danskere, som køber flybilletter online, vokser fra 25 procent i 2018 til 28 procent i år, men at det samlede forbrug til flybilletter falder med 300 mio. kr., lyder det fra Henriette Høyer, som peget på klimadebatten som en mulig årsag.

- Det vidner i hvert fald om hård konkurrence i flybranchen. Omvendt har tog- og busselskaber generelt været dygtige til at digitalisere deres forretning, så forbrugerne har fået nemmere ved at købe denne type rejse. Kombineret med øget klimafokus hos forbrugerne har dét sandsynligvis en del af æren for stigningen på 34 procent blandt danskere, som køber digitale tog- eller busbilletter i 2019 sammenlignet med sidste år.

Besværlig returnering og usikre rettigheder holder e-handlen i Danmark
Når det kommer til konkurrencen med udlandet, så vinder de danske butikker faktisk land tilbage i 2019, hvor især handlen med kinesiske webshops er gået markant tilbage sammenlignet med tidligere år.

I alt handler 46 procent af de danske forbrugere i udenlandske webshops, og mens 37 procent i 2018 lagde en ordre hos en kinesisk webshop, så er det tal i år faldet til 28 procent. Også de svenske og britiske webshops kan notere en tilbagegang i ordrer fra danske forbrugere, mens tyske og amerikanske butikker går frem.

- Når det kommer til handlen i udlandet, så får de kinesiske webshops lidt af en lussing, som måske skyldes diskussioner om farlig kemi og forkerte størrelser, hvilket ikke opvejes af den lavere pris, lyder det fra Henriette Høyer, som også noterer, at forbrugerne i højere grad lægger vægt på nogle værdier, som bedst imødekommes af lokale eller nationale webshops.

- Der er ingen tvivl om, at du ofte kan opnå bedre priser i udlandet. Men omvendt, så vægter danskerne ting som nem returnering, sikker betaling, klarhed omkring forbrugerrettigheder og told meget højt. Så pris er måske ikke så kraftfuld en parameter som tidligere, tilføjer hun.

-lipe

 

16/9 2019
  • Plastpaller afløser metalbure og bølgepapkasser

    Plastpaller afløser metalbure og bølgepapkasser

    emballage ›Siden løsningen blev introduceret i Instabox’ danske drift, er Instabee Groups genanvendelige paller i hård plast blevet en vigtig del af logistikkoncernens netværk
  • Hjælp til virksomheders brug af cirkulær plast

    Hjælp til virksomheders brug af cirkulær plast

    emballage ›I et nyt forløb får danske virksomheder hjælp af bl.a. Plastindustrien, Industriens Fond og universiteter til at finde deres egne muligheder for at styrke forretningen med mere genanvendelse
  • Gods i bevægelse som fokusområde

    Gods i bevægelse som fokusområde

    emballage ›På emballagemessen Empack er beskyttelse og håndtering under transport et af fokusområderne i næste måned
  • Emballagen måler madens reelle holdbarhed

    Emballagen måler madens reelle holdbarhed

    emballage ›Svenske Innoscentia har udviklet en sensorteknik, som kan vise forbrugerne, om den emballerede fødevare stadig er spiselig - og spare enorme summer
  • Næsten fuldt hus på returlåg

    Næsten fuldt hus på returlåg

    emballage ›Hele 99,73 procent af de fastgjorte plastlåg på pantflasker sidder der stadig, når flaskerne returneres. Det er en stigning på knap ti procentpoint, siden de fastgjorte låg blev indført i 2024, viser nye tal fra Dansk Retursystem
  • Luksusemballager til fremtidens forventninger

    Luksusemballager til fremtidens forventninger

    emballage ›Messen London Packaging Week præsenterer under temaet Discovery i næste måned traditionelle nye mærker, der er designet til stigende krav fra både forbrugere og myndigheder
  • Lidl rådgiver leverandører om klimahensyn

    Lidl rådgiver leverandører om klimahensyn

    emballage ›Storøhage Kartofler i Odsherred er en af de fødevareproducenter, som gennem et leverandørprogram får hjælp til at spare både plast, penge og CO2
  • Faller Packaging overtager Paperpack i Grækenland

    Faller Packaging overtager Paperpack i Grækenland

    emballage › Begge virksomheder er specialiseret i emballageløsninger til medicinal- og sundhedssektoren, og med overtagelsen af den græske emballagespecialist fortsætter Faller Packaging sin strategiske ekspansion i Europa