15 unge fagtalenter dyster i Kina
Tirsdag åbnede WorldSkills 2026 - også kaldet VM for faglærte i Shanghai. Det danske landshold er frem til fredag i konkurrence med 1400 konkurrenter fra over 70 lande
15 unge danskere i rødt og hvidt dyster i disse dage i 13 fag - fra industri 4.0, kokke og tjener til murer og bygningskonstruktør - til WorldSkills 2026 i. Med på turen til Kina er også også to teamledere.
Konkurrencen, som også kaldes VM for faglærte, bliver afviklet i National Exhibition and Convention Center i Shanghai fra den 22. til den 27. september.
Det er verdens største konkurrence for unge faglærte, og for de danske deltagere er det kulminationen på lang tids målrettet træning ved siden af arbejde og uddannelse.
Syv af de 15 på Skillslandsholdet har erfaring med fra EuroSkills 2025, der blev afholdt tidligere i år i Herning. Resten skal for første gang prøve kræfter med et internationalt konkurrencegulv, hvor der bliver arbejdet på tid, under opsyn af internationale dommere og med publikum helt tæt på.
- Det er 15 af de største talenter i Danmark, der har trænet i månedsvis - og for nogle årevis - ved siden af deres uddannelse og arbejde, som nu rejser til den anden side af kloden for at vise, hvad dansk faglighed kan. Det er jeg stolt af. Og det handler om mere end medaljer. De dygtige unge fagatleter er fantastiske rollemodeller og ambassadører for fagene, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.
Benhård konkurrence
Danmark har gennem årene hentet flere medaljer ved både Euro- og WorldSkills, senest ved EuroSkills i Herning i 2025, hvor det danskehold hentede 27 medaljer i 33 fag. Men niveauet ved et VM er et andet.
- Konkurrencen er benhård ved WorldSkills. Der skal helt særlige evner til at være blandt verdens bedste, og de unge møder modstandere, der har trænet lige så hårdt som dem selv. Vi sender et hold af sted, der er godt forberedt, og bag hver enkelt deltager står en virksomhed og en skole, der har bakket op hele vejen – så vi er optimistiske, siger Michael Boas Pedersen, næstformand for SkillsDenmark.
Sidste gang der blev afholdt WorldSkills var i 2024 i Lyon, Frankrig. Her opnåede Danmark helt exceptionelt en guldmedalje i faget Flisemurer og en bronzemedalje i Entreprenørmaskinmekaniker.
Vinderne af mesterskabet i år bliver afsløret ved afslutningsceremonien i Shanghai fredag den 27. september.
-lipe